- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Apollo holder fast i Gazipasa

Den lille Alanya-lufthavn Gazipasa har været så stor en succes i 2013, at Apollo holder fast i den i sommeren 2014, der også byder på nye græske destinationer.

Det kan ofte være de små marginaler, der gør forskellen. Og et skifte af lufthavn i tilknytning til den populære tyrkiske feriedestination Alanya har vist sig at være en succes for Apollo. I sommerprogrammet for 2013 blev mange af Apollo’s Alanya-gæster for første gang fløjet til den lille lufthavn Gazipasa frem for som tidligere at lande i Antalya. Og dette skifte af lufthavn har vist sig at være en succes. Derfor holder Apollo fast i Gazipasa i sommerprogrammet for 2014, som allerede nu sættes til salg.

”Gazipasa blev lanceret til sommeren 2013 og har vist sig så populær for danske børnefamilier, at den på ny vil være at finde i programmet og som supplement til Antalya lufthavn,” siger Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef hos Apollo.

Det afgørende for Gazipasas succes er, at den kun ligger en halv times kørsel fra Alanya by. Derfor bliver der også næste år Apollo-fly fra både Kastrup og Billund.

100.000 sommerrejser
Apollos sommerprogram byder også på to græske nyheder. Det er øen Lefkas og fastlandsparadiset Parga. Herudover øger Apollo antal pladser på en række af de små, mest efterspurgte græske øer.

Derudover er det de mest populære rejsemål som Kreta, Rhodos, Fuerteventura, Tyrkiet og Mallorca som er destinationerne for de 100.000 sommerrejser, som Apollo i disse uger sætter til salg.

”Bookingmønstret for sommeren 2013 var anderledes end tidligere år. Rekordmange sommerrejser blev booket allerede i september og oktober 2012, og der var tidligt markante hotelpræferencer at spore. I år sikrer vi os, at de allermest populære hoteller kan bookes allerede nu, ligesom de meget populære krydstogter i Tyrkiet og Kroatien med den lille traditionelle træbåd, ’gulet’, også er klar til salg,” forklarer Rikke Koks Andreassen.

Grækenland var det mest efterspurgte rejseland for sommeren 2013, skarpt forfulgt af Tyrkiet, Spanien og Kroatien. Udover at aktiv ferie på Playitas på Fuerteventura og Mythos Beach på Rhodos topper hitlisten, efterspurgte flere end tidligere et skærgårdskrydstogt i enten Kroatien eller Tyrkiet.

Linker til Tripadvisor
Apollo har indgået aftaler med en lang række nye hoteller på de populære rejsemål, dette som supplement til de i forvejen 1200, der tilbydes. På web linker Apollo videre til Trip Advisor, således at besøgende på sitet kan se, hvordan et ønsket hotel evalueres – også af andre end Apollo-kunder. Det gøres direkte på den konkrete side, hvor et givent hotel præsenteres.

Der flyves som altid ud af Kastrup, Billund, Odense og Aalborg med Kastrup og Billund som de største afrejselufthavne.