- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Arlanda et skridt nærmere USA-kontrol

Etableringen af USA-grænsekontrol i Stockholm Arlanda mangler blot godkendelse i den svenske riksdag.

Fredag kom Stockholm Arlanda-lufthavnen et stort skridt nærmere at få den såkaldte pre clearance-funktion, hvor rejsende til USA går gennem amerikansk pas- og toldkontrol allerede inden de går ombord på flyene til New York, Chicago og andre amerikanske byer. Her underskrev den svenske regering og den amerikanske regering nemlig en bilateral aftale om indførelsen af amerikanske grænsekontrol i Stockholm Arlanda Lufthavn. Swedavia underskrev i den forbindelse en hensigtserklæring med US Customs and Border Protection (CBP) om hvordan denne funktion skal håndteres i lufthavnen.

“USA er Sveriges vigtigste handelspartner efter Storbritannien. Det føles meget godt, at en aftale med CBP nu er på plads. I forventning om den kommende parlamentariske beslutning vil vi gå videre med forberedelserne. Målet er, at en beslutning om en større investering i et amerikansk pre clearance-anlæg skal tages, så snart den retlige vurdering er afsluttet i sommeren 2018,” siger Karl Wistrand, administrerende direktør for Swedavia, der driver Stockholm Arlanda og ni andre store svenske lufthavne.

Godkendes i Riksdagen
I 2015 blev Stockholm Arlanda Lufthavn udvalgt af de amerikanske myndigheder til at indføre den amerikanske grænsekontrol på svensk jord før afgang. Underskrivelsen fredag af hensigtserklæringen betyder, at et anlæg kan bygges, så snart den retlige vurdering for at tilpasse den amerikanske pre clearance til svensk ret er færdiggjort og Riksdagen har givet sin godkendelse. Swedavia vil nu fortsætte med de næste forberedende skridt ved at gennemføre planlægning og forberede indkøb af fremtidens anlæg.

“Aftalen mellem Sverige og USA vil gavne den svenske tilgængelighed. Trafikken mellem landene er vokset kraftigt i de seneste år til over 600 000 passagerer, og indførelsen af amerikanske pre clearance har en stærk positiv effekt på både udenlandske investeringer og den svenske turistindustri,” siger Karl Wistrand.

I 2015 rejste ca. 1,1 millioner passagerer mellem Sverige og USA, hvoraf 60 procent havde valgt direkte forbindelser. De seneste år har været præget af en stigning i private rejser i begge retninger. Den forventede vækst i trafikken som følge af indførelsen af den amerikanske pre clearance vurderes at skabe omkring 280 nye arbejdspladser i den svenske økonomi.

Port til USA
Det amerikanske ministerium for indenlandsk sikkerhed udpegede i 2015 ti lufthavne i ni lande, hvor man ville arbejde for at etablere pre clearance-faciliteter. Københavns Lufthavns nærmeste konkurrenter i Nordeuropa var rigt repræsenteret blandt de 10 udvalgte. Således var både Oslo Gardermoen, Stockholm Arlanda og Amsterdam Schiphol lufthavnene med på listen. Det samme var Bruxelles Zaventem og London Heathrow. Alle fem lufthavne, som konkurrerer skarpt med CPH om at være port for trafikken fra Europa til USA.

De fem øvrige lufthavne, hvor amerikanerne ønskede at etablere pre clearance, var Punta Cana i Den Dominikanske Republik, Tokyo Narita i Japan, Madrid-Barajas i Spanien, Istanbul Ataturk i Tyrkiet og Manchester i Storbritannien.

Efter forhandlinger med de respektive lufthavnes hjemlande trak Arlanda og Punta Cana i første omgang det længste strå.

I Københavns Lufthavn valgte man i 2014 slet ikke at ansøge om at komme i betragtning til pre clearance. Lufthavnens foreløbige analyser viste nemlig, at det næppe ville skaffe særligt meget mere trafik til USA. Derudover var de amerikanske myndigheder ifølge CPH også blevet bedre til at håndtere grænsekontrollen.

Kun i Irland
15 lufthavne i seks lande har allerede i dag pre clearance. I Europa er det kun lufthavnene i Dublin og Shannon i Irland, hvor rejsende til USA kan blive kontrolleret på forhånd. Derudover drejer det sig om Freeport og Nassau på Bermuda, Calgary, Toronto, Edmonton, Halifax, Montreal, Ottawa, Vancouver, og Winnipeg i Canada samt Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.

Mere end 16 mio. passagerer gik gennem pre clearance-faciliteterne i de 15 lufthavne sidste år. 600 amerikanske pas- og toldbetjente er udstationeret i de 15 lufthavne.

 

Relaterede artikler:

Arlanda tæt på at få USA-kontrol

CPH-konkurrenter i spil til USA-kontrol

CPH tøver med ‘pre-clearance’ til USA