- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

ATR vil udvikle nyt passagerfly

Den førende producent af turbo-prop passagerfly er gået i gang med at udvikle et nyt fly som supplement til ATR 42 og ATR 72.

De populære turbo-prop fly fra den italiensk-franske producent af ATR-familiens ATR 42 og ATR 72, kan vente en familieforøgelse inden for en overskuelig fremtid.

”Vi er gået i gang med udviklingen af et nyt fly, men jeg kan endnu ikke fortælle nærmere om projektet”, siger ATRs koncernchef Christian Scherer til Flight Global.

Han fortæller, at produktionsvirksomheden og dens aktionærer, Airbus og Leonardo, er startet med den strategiske planlægning af den fremtidige udvikling af et nyt fly.

Det er ikke klart, om der bliver tale om et større fly, som for eksempel et udviklet version i den nuværende ATR 42/72 familie, eller om der bliver tale om et helt nyudviklet fly med mere avancerede teknologier.

Andre overvejer også
Som Christian Scherer understreger, vil et valg af ny teknologi involvere hybrid-elektriske fremdriftssystemer, nye materialer og ny konstruktionsteknik – måske med ny kabinekonfiguration med kun én eller ingen piloter.

Leonardo, som ejer 50 procent af ATR, har ved flere lejligheder udtrykt ønske om udvidelse af ATR 42/72 familien med en større version med plads til mindst 90 passagerer. I 2017 foreslog det italienske selskab, at man selv kunne gå i gang med et sådant projekt, eller måske sammen med andre partnere.

Christian Scherer understreger, at de igangværende undersøgelser af et kommende projekt fokuserer på det eksisterende samarbejde mellem ejerne Leonardo og Airbus.

Sidste år fortalte Embraer, at man undersøgte muligheden for at vende tilbage som producent af turbo-prop fly med en ny flytype. I september holdt den brasilianske flyproducent møder med 20 flyselskaber for at høre deres mening. Den seneste Embraer turbo-prop var EMB-120 Brasilia, som blev fremstillet i perioden fra 1983 til 2001.

Ny motor undervejs
En anden interessant information i forbindelse med ATR-planerne kommer fra Pratt & Whitney Canada, den eneste motorleverandør til ATR. Den canadiske motorproducent har allerede afsløret, at man er i fuld gang med udviklingen af en ny turbo-prop motor, der har kapacitet til at drive et fly med 90 passagerer. Den nye motor skal være klar til markedet mellem 2023 og 2025.

ATRs koncernchefe bekræfter, at udviklingen af en ny flytype normalt tager omkring fem år, hvilket passer fint med færdiggørelsen af den nye Pratt & Whitney motor.

 

Relaterede artikler:

ATR tredoblede salget i 2017

Billund-selskab køber 10 ATR72-fly

DAT vil byde på ATR-flyvninger for SAS