- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Atter tocifret fremgang i Billund Lufthavn

Billund Lufthavn kom flot ud af april med en passagervækst på 17 procent, mens fragtaktiviteterne steg med 22 procent. Norwegian nye satsning i den vestdanske lufthavn er en del af forklaringen bag væksten.

Siden Ryanairs exit i slutningen af marts sidste år har Billund Lufthavn oplevet markant faldende passagertal, men den udvikling er nu vendt i årets april måned, hvor den vestdanske lufthavn atter oplevede fremgang. Der er endda tale om tocifret fremgang, som det har været tilfældet i en del måneder i både 2023 og 2024.

I alt var der 255.242 passagerer, der rejste gennem terminalen i april, og det svarer til en stigning på 17,2 procent i forhold til samme måned sidste år, hvor hele påsken faldt i april. Samtidig har det endda været en måned med en række strejkeaflysninger hos Lufthansa.

“April har været præget af høj aktivitet i lufthavnen, hvor påsken sammen med opstarten af sommerprogrammet har bidraget til en markant vækst i passagertallet. De nye ruter styrker trafikken fra Vestdanmark og gør det samtidig lettere for udenlandske turister at besøge regionen, hvilket er afgørende for de mange turismeaktører i området,” siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

Med den flotte april er Billund Lufthavn ved udgangen af april nået op på 841.530 passagerer i år, og dermed er den akkumulerede tilbagegang blot på 4,0 procent.

Nye Norwegian-ruter slår igennem
Norwegian har i slutningen af marts og i begyndelsen af april åbnet seks af ni nye ruter fra Billund Lufthavn, og det er en stor del af årsagen til fremgangen.

Blandt de mest efterspurgte Norwegian-destinationer er Alicante, Málaga og Mallorca samt storbyer som London og Barcelona. Også Italien fylder godt i Norwegians sommertrafikprogram fra Billund, hvor der er stor interesse for blandt andet Rom, Milano og Napoli.

“I oktober sidste år lancerede Norwegian den hidtil største satsning i Vestdanmark, og det er meget positivt at se, hvordan passagererne allerede har taget de nye ruter til sig. Den store interesse viser, at der er et solidt grundlag for at udvikle endnu flere attraktive rejsemuligheder fra Billund,” lyder det fra Jan Hessellund.

Tocifret vækst i fragt fortsætter
I lufthavnens fragtcenter var der også fremgang i april. Her blev der håndteret 7.536 tons gods, og det var hele 22,1 procent mere end i april sidste år, og år til dato er fremgangen på 18,9 procent til i alt 29.435 tons.

Lufthavnen forklarer, at der er kommet større spredning i importen, hvor det tidligere har været nogle bestemte godstyper, der fyldte meget, og derudover er der generelt stigende aktivitet.

“Fragtområdet fortsætter den positive udvikling, og aktiviteten på tværs af luftfragt og road feeder service understreger vores styrke og rolle som et vigtigt knudepunkt for godstransport. Det er afgørende for vores kunder, at vi kan levere stabile og fleksible løsninger i et marked i konstant forandring,” siger Jan Hessellund

 

Relaterede artikler:

Norwegians offensiv i Billund blev skudt i gang

Billund Lufthavn i 2025: Passagertal sat 10 år tilbage

Optimisme i Billund trods fortsat passagertab