- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Australsk kapitalfond vil sælge aktier i Københavns Lufthavn

Macquarie Infrastructure and Real Estate har udpeget rådgivere, der skal forsøge at sælge fondens andel af CAD´s aktiebeholdning på 57,7 procent i Københavns Lufthavn.

Inden udgangen af 2017 forventes Københavns Lufthavne A/S at have fået en eller flere nye ejere. Det sker i forbindelse med, at Macquarie European Infrastructure Fund III (MEIF3) ønsker at foretage en exit fra investeringen i den danske lufthavn efter 10 års aktivt medejerskab.

Derfor har kapitalfonden nu udpeget rådgivere, der skal bistå med en gennemgang af investeringen med henblik på at indlede dialog med nye investorer samt de nuværende aktionærer, der tæller Den Danske Stat samt den canadiske pensionskasse Ontario Teachers´ Pension Plan (OTTP). Sidstnævnte ejer sammen med Macquarie 57,7 procent af Københavns Lufthavne A/S i selskabet Copenhagen Airports Denmark ApS (CAD, red.).

“Macquarie er stolt af samarbejdet med Københavns Lufthavne A/S og ikke mindst de mange resultater, der er præsteret siden Macquaries første investering i 2005. Specielt de signifikante investeringer (over DKK 10 mia.) i udvikling og udvidelse af lufthavnens infrastruktur har styrket valgmulighederne, konkurrencen og komforten til gavn for de 29 millioner passagerer, som nu hvert år benytter lufthavnen. Siden investeringen i 2005 er passagerantallet steget med ca. 53 %, og lufthavnen betjener nu 77 luftfartsselskaber med direkte forbindelse til 165 destinationer. Antallet af ansatte er øget med ca. 57 %, hvilket har øget udbuddet af jobs i Danmark,” hedder det i en pressemeddelelse fra kapitalfonden.

”Københavns Lufthavn er generelt en meget velfungerende og veldrevet lufthavn, og den er helt central for tilgængeligheden til Danmark. Dermed har den også en stor betydning for den danske økonomi. Derfor er vi selvfølgelig interesseret i, at rammerne for lufthavnen og luftfartsselskaberne er velfungerende og stimulerer vækst og tilgængelighed. Og vi er selvfølgelig også optaget af, at lufthavnen har den rette ejerstruktur,” siger finansminister Kristian Jensen (V) i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt Den Danske Stat vil overveje at øge sin ejerandel.

“Da der er tale om et børsnoteret selskab, kan vi ikke kommentere eventuelle spekulationer,” siger finansminister Kristian Jensen.

Vil også sælge ud i Bruxelles
Macquarie er også aktiv med investeringer i andre lufthavne. Det gælder eksempelvis Bruxelles Lufthavn i Belgien Glasgow, Aberdeen og Southampton i Storbritannien, Hobart Lufthavn i Australien samt Delhi og Hyderabad Lufthavne i Indien, mens tidligere investeringer har omfattet Sydney Lufthavn (Australien), Birmingham Lufthavn (Storbritannien), Bristol Lufthavn (Storbritannien), Newcastle Lufthavn (Storbritannien) og Aeroporti di Roma (Italien).

I slutningen af februar kom det frem, at Macquarie også er på vej til at trække sig ud af Bruxelles-lufthavnen. Ifølge flere internationale medier, så er Macquarie i forhandlinger med Ontario Teachers’ Pension Plan om at canadierne køber australiernes 36 procents ejerandel. Tilsammen ejer Macquarie og Ontario Teachers’ Pension Plan (OTPP) 75 procent af den belgiske storlufthavn, mens den belgiske stat sidder på de resterende 25 procent.

Den Danske Stat ejer 39,2 procent af Københavns Lufthavne A/S, Ontario Teachers’ Pension Plan (OTPP) 30,8 procent, Macquarie European Infrastructure Fund III (MEIF3) 26,9 procent, mens private og udenlandske institutionelle investorer sidder på 3,2 procent af aktierne.

 

Relaterede artikler:

CPH-ejer vil sælge ud af aktier i Bruxelles Lufthavn

Aktionærer i Københavns Lufthavn scorer kassen