- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Automatisk check-in hos Lufthansa

Lufthansa har indført automatisk check-in, så flyselskabets passagerer fremover modtager boardingkortet direkte på deres smartphone og dermed sparer tid i lufthavnen.

Et innovativt og interessant tiltag fra det store tyske flyselskab Lufthansa har fået luft under vingerne.

Lufthansa har nemlig introduceret automatisk check-in, så alle passagerer, der bestiller en flybillet op til 24 timer før afgang, fremover vil modtage et digitalt boardingkort på deres telefon, 23 timer før flyet letter.

Initiativet vil dermed spare passagererne tid, og man kan få en mere afslappet begyndelse på sin flyrejse. Tiltaget gælder for alle indenrigsflyvninger i Tyskland og på store dele af de europæiske ruter. Rejsende inden for Schengen-området vil således kunne benytte den nye mulighed.

Kan stadig ændre sæde
For at kunne modtage et boardingkort ved automatisk check-in skal man indtaste sine personlige oplysninger i Lufthansas Miles & More-konto eller i flyselskabets iD-profil.

Selv om check-in fremover foregår automatisk kan man eksempelvis stadig ændre sædevalg eller annullere in-checkningen. Er der ikke tale om en rejse inden for Schengen, skal man stadig bruge manuel check-in. Har man ikke lyst til at anvende automatisk check-in, er det muligt at deaktivere det i sin kundeprofil.

Automatisk check-in kan også lade sig gøre, hvis ikke man har en Miles & More-profil eller Lufthansa iD. Der kræves blot, at man bruger linket i sin reservationsbekræftelse fra flyselskabet.

Fornem hæder
“IATA Fast Travel Platinum Award” gik sidste år til Lufthansa på grund af flyselskabets mange muligheder inden for selvbetjeningsløsninger. Prisen overrækkes til det flyselskab, der tilbyder mindst 80 procent af passagererne mulighed for selvbetjening ved check-in, boarding og bagageindleveringen.

Lufthansa iD er nærmere beskrevet en personlig konto, hvor rejsende med deres e-mail-adresse kan logge ind fra mobil-, computer- og tablet-enheder. På kontoen er det muligt at indtaste præferencer såsom sæde, måltider og foretrukne lufthavn – og de kan altid ændres.

Den nye tjeneste med automatisk check-in vil også gælde bus- og togrejser med Lufthansa Express Rail og Bus.

 

Relaterede artikler:

Udvidet service for gæster i Lufthansa-lounges

Lufthansa først i Europa med fem stjerner

Lufthansa løfter sløret for ny Business Class

Automatiske bag drops i Hamborgs lufthavn

British Airways tilbyder automatisk boarding