- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Avianca Brasil kæmper for livet

Det brasilianske flyselskab Avianca Brasil, der har søgt om konkursbeskyttelse, arbejder hårdt på at kunne beholde de fly, som flyleasingselskaberne vil have tilbage.

Brasiliens fjerdestørste flyselskab, Avianca Brasil, kæmper en kamp for at holde sig på vingerne.

I mandags indgav selskabet begæring om konkursbeskyttelse, efter det siden august i år har haft betydelige økonomiske udfordringer. Avianca Brasil håber på at kunne flyve videre af hensyn til sine mange tusinde kunder, men det er tilsyneladende ikke nogen nem opgave.

Avianca Brasil beskæftiger 58 fly, hvoraf 50 er leasede. Flyselskabet har angiveligt haft svært ved at betale flyleasingselskaberne gennem en rum tid, og det har fået flyleasingselskaberne til at ville beslaglægge nogle af deres fly. Ifølge Avianca Brasil er det ikke lykkedes at få en ”venlig aftale” med flyleasingselskaberne, hvorfor selskabet har søgt om konkursbeskyttelse. De håber samtidig at kunne beholde de leasede fly.

Flyleasingselskaberne har ifølge nyhedsbureauet Reuters krævet at få op til 30 procent tilbage af flyene, der alle er Airbus-modeller. Dette indgreb i flåden ville berøre op til 77.000 passagerer, der har købt billet til flyrejser i december.

Parter arbejder på aftale
Allerede nogle dage før, at Avianca Brasil indgav begæring om konkursbeskyttelse, skal selskabet have leveret to Airbus A320-fly tilbage til Asiens største flyleasingselskab, BOC Aviation. Avianca Brasil har indtil videre fastholdt, at det har beholdt alle sine fly efter ansøgningen om konkursbeskyttelse – selskabet har ikke villet kommentere på dagene op til.

Ifølge Reuters har en brasiliansk domstol torsdag afgjort, at Avianca Brasil kan beholde de leasede fly, som leasingselskaberne pt. vil have tilbage, i op til 30 dage, hvis parterne kan lande en aftale i denne uge. Ellers vil Avianca Brasil miste flyene.

Constitution Aircraft er et andet leasingselskab, der kræver nogle af sine fly tilbage. Ifølge Air Transport World handler det om 10 Airbus A320-200 og én Airbus A330-200.

Trecifret milliongæld
Avianca Brasil skal angiveligt skylde omkring 100 millioner dollars (656 millioner kroner, red.) til flyleasingselskaberne. Herudover har det brasilianske flyselskab gæld for 125 millioner dollars (820 millioner kroner, red.) til lufthavne og brændstof- og vedligeholdelsesselskaber. En dommer afgjorde torsdag, at Avianca Brasil har fået konkursbeskyttelse på sin gæld.

Høje brændstofpriser skal have medvirket til, at Avianca Brasil har haft svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Ifølge flyselskabet selv søgte det om konkursbeskyttelse for at beskytte sine kunder, da flyleasingselskaberne ikke var villige til at finde frem til en mindelig aftale.

På trods af den seneste uges udfordringer med flyleasingselskaberne, meddeler Avianca Brasil, at man roligt kan købe billet til en flyvning med selskabet; det flyver videre uden forstyrrelser i trafikken. Avianca Brasil har hovedbase i Sao Paulo, og selskabet er ejet af Synergy Group, der har base samme sted.

 

Relaterede artikler:

Brasiliansk luftfart klar til fodbold-VM

SAS-alliance betydeligt styrket i Latinamerika

Rapport: Konkursbeskyttelse fungerer ikke