- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Aviator åbner ny lounge i Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn får om en uge sin syvende lounge airside. Det sker når handlingselskabet Aviator mandag slår dørene op til deres nye lounge med navnet ATELIER.

Aviator beskriver selv den nye lounge som værende ”en unik og anderledes lounge, som ønsker at skabe et afslappet rum for gæsten, der inspirerer, opmuntrer og overrasker.”

Loungen er beliggende i butiksområdet nær udgangen til Finger A i lokaler, som tidligere husede British Airways’ lounge. Den er på i alt 472 kvadratmeter fordelt på to etager. Rummene vil være malet i afslappende farver og Aviator kalder selv ATELIER for et ”relaxium”. Det er første gang Aviator åbner en lounge af denne type.

På den nederste etage vil der være private og afskærmede områder, hvor loungegæsterne kan sidde i ro og fred og arbejde, læse en bog eller slappe af. Her vil der være rolige og mørke farver.

På den øverste etage vil lyse farver signalere, at her er mere plads til at være sociale og tale med ens medrejsende eller fremmede. Herfra vil der være udsigt ud over lufthavnens forplads.

Villige til at betale
Det bliver muligt for alle rejsende at benytte den nye ATELIER-lounge. De skal ikke være på et vist niveau i et loyalitetsprogram eller rejse på en bestemt klasse. De skal bare være villige til at betale de 189 kroner per passager, som det koster at komme ind.

Der vil i loungen være fri mad og drikke samt gratis trådløst internet.

Københavns Lufthavn har i forvejen seks lounges airside. Ved siden af SAS Fast Track og ikke langt fra paskontrollen ud til Finger C ligger SAS’ to lounges, SAS Lounge og SAS Gold Lounge. Mellem Finger B og Finger A ligger Aviator Lounge og CPH Apartments på første sal nær restauranten MASH. Ikke langt derfra ligger Aspire Lounge. Og endelig er der lufthavnens nyeste lounge, Eventyr Lounge, som åbnede i marts i år. Den ligger på taget af Finger C.

 

 

Relaterede artikler:

Ny Eventyr-lounge i CPH

Servisair i offensiven med ny lounge

Aspire – velfungerende lounge i København

Et lille eventyr i København