- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Både Heathrow og Gatwick i spil

Den britiske lufthavnskommission med Sir Howard Davies i spidsen præsenterede tirsdag en midtvejsrapport i anstrengelserne for at sikre en bæredygtig udvikling for flytrafikken i det Sydøstlige England.

Davies-Kommissionen kunne konkludere, at der var behov for en ny hovedbane senest i 2030 i det sydøstlige England. Kommissionen peger her på de eksisterende London-lufthavnen i Gatwick og Heathrow.

Planen er at etablere en ny hovedbane i Gatwick Lufthavn syd for den eksisterende bane. To andre alternativer går ud på at bygge en tredje bane på 3.500 meter til den nordvestlige del af Heathrow Lufthavn eller forlænge den nuværende nordlige bane til 6.000 meter, så den kan fungere som to separate hovedbaner.

Næste skridt bliver, at kommissionen udarbejder deltaljerede forslag til de tre løsninger. Disse forslag vil efterfølgende blive sendt i offentlig høring i løbet af efteråret 2014.

“Kommissionen vil nu fokusere på udfordringen med at vurdere de tre mulige løsninger, samtidig med, at vi stadig kigger på mulighederne for en ny lufthavn ved Themsens munding. Vi vil aflevere et gennemarbejdet og robust anbefaling til regeringen i sommeren 2015,“ siger kommissionens formand, Sir Howard Davies, i en pressemeddelelse.

Øge tilgængeligheden til Gatwick
Lufthavnene i Stansted og Birmingham bliver derved forbigået i den første model. Men kommissionen konkluderer også, at der senest i 2050 er behov for yderligere en bane til at dække trafikbehovet i regionen. Men det vurderes som sandsynligt, at begge lufthavne kommer i spil til den næste fase.

I ventetiden foreslår Davies-Kommissionen, at man arbejder for at udbygge tilgængeligheden til de lufthavne, der stadig har overskydende kapacitet, således at de bliver mere tilgængelige for publikum og flyselskaberne.

Her er der konkrete forslag om at udbygge Gatwick Airport Station samt generelt at vurdere udbygning af tog- og vejforbindelser til Gatwick.

Udsigten til en mulig ekstra hovedbane til Gatwick Lufthavn samt udbygning af infrastrukturen, der skal gøre lufthavnen mere tilgængelig, faldt i god jord hos Norwgian, der satser kraftigt i lufthavnen syd for London.

Offentliggørelsen af planerne fik tirsdag Norwegian til at tweete følgende: “Norwegian hilser det velkomment, at Gatwick Airport er blevet ‘shortlisted’ til Englands næste startbane.“