- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Bag om teknologien der kan spotte askeskyer

Askeskyen fra Eyjafjallajökull behøvede ikke nødvendigvis at have lammet det europæiske luftrum i 2010. Teknologien til at se skyerne fandtes, men interessen for at udvikle den til brug på fly manglede.

(TOULOUSE) I 2003 forespurgte Dr. Fred Prata fra Nicarnica Aviation, flyproducenten Airbus, om de havde interesse i at teste en teknologi, der kunne vise piloter askeskyer i luften, og derved give mulighed for at styre udenom dem. AVOID, som teknologien kaldes, blev fundet interessant hos Airbus, men flyproducenten manglede et incitament til at igangsætte en udvikling af teknologien til brug på fly.

”Med askeskyen fra Eyjafjallajökull hængende over Europa i 2010, vågnede flybranchen op. De så, hvor store omkostninger det gav dem, og erkendte, at de havde brug for et system, som ville forhindre noget lignende i at ske igen,” fortæller Fred Prata til CHECK-IN.dk.

Fred Prata sad selv strandet i San Francisco på grund af askeskyen, da han blev ringet op af Ian Davids, chefingeniør hos easyJet, der havde fundet Fred Prata og hans ekspertise over internettet. Ian Davids bad Fred Prata om at præsentere AVOID-konceptet for easyJet, som endte ud med at tabe 55 mio. britiske pund (svarende til 490 mio. DKK) på askeskyen. Med kendskab til AVOID, som står for Airborne Volcanic Object Imagining Detector, tog det britiske flyselskab kontakt til Airbus og forelagde Fred Pratas idé nok engang.

Med erfaringerne fra askeskyen havde Airbus nu et godt incitament for at indgå et partnerskab med easyJet om test af teknologien. Efter at Nicarnica Aviation havde videreudviklet AVOID til brug på fly, påbegyndtes testene i sommeren 2012 og i sidste uge blev resultaterne af en vellykket stor-test, der omfattede brugen af en kunstig askesky, præsenteret for verdenspressen i Toulouse.

På størrelse med en tennisbold
AVOID-systemet består af to kameraer, som optager 50 billeder i sekundet – til sammenligning opfanger det det menneskelige øje 24 billeder i sekundet. Ved hjælp af infrarødt lys opserverer AVOID askepartikler op til 100 kilometer frem foran flyet, forklarer Fred Prata, som har brugt det meste af sit professionelle liv på at udvikle teknologien.

Lyset, som opfanges af kameraerne, bliver brudt op, hvilket gør det muligt at skelne mellem partiklerne i luften såsom skyer, iskrystaller og askepartikler, som alle reflekterer lys i forskellige bølgelænger. Selvom askepartikler fra vulkaner blot måler 0,01 mm. i diameter, kan de ses tydeligt med AVOID-teknologien.

Selvom der allerede i dag findes avancerede systemer i form af modeller og satellitdata til at lokalisere askeskyer, er de alle sammen stationære. Piloter har således manglet et system som AVOID, der giver mulighed for at lokalisere askepartiklerne præcist og flyve uden om. Dette var også var årsagen til, at det af sikkerhedsmæssige årsager blev besluttet at lukke et langt større luftrum over Europa i foråret 2010, end der sidenhen har vist sig nødvendigt.

Udfordringen ligger nu i at få systemet, der ikke er meget større end en stor tennisbold, integreret i moderne passagerfly. Selvom easyJet forventer at være klar med en påmonteret løsning frem for en integreret løsning næste vinter, er der flere års arbejde før en integreret løsning er klar. Spørgsmålet er blandt andet, hvordan informationerne fra AVOID-systemet skal vises til piloterne.

Nede på jorden vil informationerne fra fly med AVOID-teknologi blive brugt til at danne præcise billeder af den vulkanske askesky ved brug af data i real time. Det vil kunne åbne et større luftrum, der ellers ville være spærret i forbindelse med et vulkanudbrud, og dermed gavne passagererne i form af færre afbrydelser.

Billeder: Øverst: Flykaptajn fra easyJet Chris Foster viser, hvordan man forestiller sig informationerne fra AVOID-teknologien kan vises på en tablet.
Midten: AVOID testes over Mount Etna i 2011, som et led i udviklingen af teknologien.
Nederst: Nøglepersonerne i testen af AVOID-systemet sammen med AVOID-sensoren i testhylstret: Ian Davids, chefingeniør easyJet, Manfred Birnfeld, Airbus senior-flight-test-ingeniør og Fred Prata, opfinder af AVOID-teknologien. (Foto: øverst og nederst: Morten Lund Madsen, midten:
Nicarnica Aviation).