- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

BEA-fly på vingerne

Et Airbus A319-fly fra British Airways (G-EUPJ, red.) blev i dag atter sendt på vingerne efter at have opholdt sig i en hangar i Shannon Airport siden den 23. februar. Med rutenummer BAW100Y, der skal markere 100-året for British Airways, blev flyet fløjet tilbage til London Heathrow Airport,  hvor det landede i formiddag kl. 10.35 lokal tid.

Det helt særlige ved A319-flyet er, at det er blevet iklædt de farver, som var varemærket for British European Airways (BEA) fra 1959 til 1968, og det vakte stor opmærksomhed i den irske afgangslufthavn såvel som ankomstlufthavnen i London.

Briterne – samt luftfartsinteresserede fra hele verden – er således fulde af lovord over, at British Airways har valgt at udstyre fire fly med retro-design i anledning af flyselskabets 100 års jubilæum.

“Det har været endnu en særlig dag, da vi i formiddags kunne tage imod vores A319 i BEA-bemaling, som en del af vores flådekampagne i forbindelse med hundredeåret. Endnu engang var der store folkemængder, der stod udenfor hegnet for at se flyet komme ind, hvilket viser, hvor stor begejstringen er over disse retro-designs. Vi har været overvældet med positiv feedback fra kunder og kolleger,” siger koncernchef Alex Cruz fra British Airways.

Boeing 747 i 80´er-farver
Første fly i retro-serien var en Boeing 747-400 malet i BOAC-farver, og British Airways er ved at gøre klar til afsløringen af det tredje retro-fly. Der bliver tale om en Boeing 747-400, der skal iklædes det særlige Landor-design, der prydede det britiske flyselskabs fly fra 1984 til 1997.

Boeing 747-400 i det særlige Landor-design.

Boeing 747-flyet med registreringen G-BNLY satte den 25. februar kurs mod Dublin Airport, hvor International Aerospace Coatings har fået til opgave at forvandle flyet til det særlige retro-design. G-BNLY får det særlige “To Fly. To Serve”-slogan på halen, og flyets oprindelige navn, City of Swansea, vil også være synligt på flyet.

City of Swansea vender tilbage til Heathrow Airport i løbet af marts, og herefter skal flyet tilbage på langdistanceruterne, indtil det skal på pension i 2023. Der er nemlig tale om et 26 år gammelt fly, der oprindeligt blev leveret i februar 1993.

 

Relaterede artikler:

BEA genopstår på Airbus A319

Historisk Boeing 747 vækker opsigt i Heathrow

BOAC-fly på vej til British Airways