- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Berlin lufthavn kan åbne til oktober

Skandalelufthavnen Berlin Brandenburg kan muligvis åbne delvist for easyJet's operationer allerede til oktober og derefter i etaper frem mod 2015.

Berlin Brandenburgs nye direktør, den 70-årige Hartmut Mehdorn, åbner nu døren på klem for at den skandaleramte og stærkt forsinkede nye hovedstadslufthavn muligvis kan åbnes delvist allerede i år.

Ifølge den tyske avis Bild, ser Meddorn på muligheden for at easyJet kan få lov at operere fra den nordlige finger i den nye high-tech lufthavn allerede fra oktober i år.

Den nye lufthavn er ved at blive bygget syd for Berlin Schönefeld lufthavnen og Schönefelds landingsbane bliver den ene af den nye lufthavns to landingsbaner. EasyJet har mange flyvninger fra Schönefeld, og derfor er det oplagt at lade dette selskab være prøvekanin i den nye lufthavn.

Langt bedre forhold
Det er endnu usikkert om det vil skabe vrede eller glæde hos hjemmebaneselskaberne airberlin og Lufthansa, at lufthavnen giver britiske easyJet lov til at rykke ind i lufthavnen længe før de andre selskaber. For hvis tingene fungerer, så vil easyJet kunne tilbyde sine passagerer langt bedre forhold end de har i dag i Berlin Schönefeld lufthavnen og end airberlin og Lufthansas passagerer har i Berlin Tegel i dag.

EasyJet er en af airberlin og Lufthansas store konkurrenter på trafikken ud af Berlin. EasyJet flyver blandt andet til København fra Berlin Schönefeld.

Med Brandenburgs ”track record” indtil videre, kan easyJet også meget vel risikere, at måtte slås med meget store indkøringsvanskeligheder, hvis selskabet vælger at rykke sine operationer til Brandenburg.

150 mio. for drift
Hartmut Mehdorn er tidligere chef for Deutsche Bahn gennem 10 år, og var fra 2011 til januar i år chef for airberlin. Nu er han blevet sat ind som direktør for Brandenburg Lufthavnen med det klare mandat, at få projektet tilbage på skinnerne og få åbnet lufthavnen.

Mehdorn lufter tankerne om en etapevis åbning få dage efter det kom frem, at en økonomisk redegørelse viste, at driften af lufthavnen koster 150 mio. kroner om måneden. Penge, der går til blandt andet rengøring, sikkerhed og ikke mindst strøm til lys og aircondition.

Oprindeligt var det planen, at lukke byens to nuværende lufthavne og åbne den nye store Brandenburg lufthavn i oktober 2011. Det blev udsat til 3. juni 2012. Men under en måned før åbningen, blev det så skubbet til marts 2013. Og i efteråret 2012 blev det rykket på ny til den 27. oktober 2013 til vinterfartplanernes ikrafttræden. I januar i år besluttede bestyrelsen, at det heller ikke var realistisk, at lufthavnen kunne blive færdig til den dato