- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Besatte landingsbane i Europas største lufthavn

I ly af nattens mørke klippede en gruppe på omkring 12 aktivister natten mellem søndag og mandag hul i et hegn rundt om Europas største lufthavn, London Heathrow, og kravlede ind på lufthavnsarealet. Her gik de hen til den ene af lufthavnens to landingsbaner. De lænkede sig til et medbragt mobilt hegn, mens de første stråler fra morgensolen skinnede ned på dem.

I mere end syv timer sad aktivisterne lænket til hegnet, mens lufthavnspolitiet arbejdede med at få dem klippet fri. Aktivisterne havde taget plads i den ene ende af landingsbanen, så aktionen resulterede kun i 13 aflyste fly i morgentimerne og en stribe forsinkelser.

Aktivisterne fra organisationen Plane Stupid protesterer mod planerne om at anlægge en tredje landingsbane i London Heathrow Lufthavn.

Strategiske fordele
En lufthavnskommission nedsat af den britiske regering kom i starten af juli med sin anbefaling til hvordan der bliver skabt mere lufthavnskapacitet i Storbritanniens hovedstad London. Anbefalingen var klar. En tredje landingsbane i Londons største lufthavn, London Heathrow, er klart den bedste af tre muligheder, som kommissionen har kigget detaljeret på.

En ny nordvestlige startbane i Heathrow lufthavn, kombineret med en betydelig pakke af foranstaltninger til at løse de miljømæssige og samfundsmæssige indvirkninger, er den bedste løsning og tilbyder de største strategiske og økonomiske fordele, konkluderer lufthavnskommissionen.

En ny landingsbane i Heathrow vil ikke give støj over det nuværende niveau. Den vil kunne generere op til 147 mia. pund i BNP-påvirkninger over 60 år og skabe over 70.000 nye job i 2050. Samtidig vil den ekstra kapacitet, som den nye bane giver, kunne skabe 40 nye destinationer, herunder 10-12 nye langdistanceruter, mener kommissionen.

”Heathrow er bedst placeret til at give den type kapacitet, der er mest presserende behov for, nemlig langdistanceflyvninger til nye markeder. Det giver de største fordele for forretningsrejsende, fragtselskaber og den bredere samfundsøkonomi,” siger kommissionens formand, Sir Howard Davies.

Længere mod vest
Kommissionens forslag er fundamentalt anderledes end tidligere forslag til udvidelser i London Heathrow. Den foreslåede tredje bane skal ligge længere mod vest end de nuværende baner, hvilket vil bidrage til at reducere antallet af personer, der berøres af støj.

Den skal desuden være ledsaget af stærke foranstaltninger for at begrænse virkningerne på dem, der bor i nærheden. Det kunne blandt andet være et forbud mod landinger og starter mellem kl. 23.30 og 06.00, samt en garanti fra det britiske parlament om, at man ikke en dag vil anlægge en fjerde landingsbane.

13 fly blev alyst, da aktivister tidligt mandag morgen besatte den ene af London Heathrows to landingsbaner. Foto: Plane Stupid/Twitter.