- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Billund får fjerde Rumænien-rute

Wizz Air åbner tidligt i efteråret en direkte rute mellem Billund og Timisoara, der er en mellemstor industriby i det vestlige Rumænien.

For få år siden havde Billund Lufthavn ingen ruter til Rumænien eller i landene heromkring. Men inden længe får lufthavnen sin fjerde rute til landet, der med sine 20 millioner indbyggere er det syvendestørste medlem i EU.

Den nye rute åbner den 3. september, når Wizz Air vil flyve til Timisoara i det vestlige Rumænien. Ruten vil blive opereret to gange om ugen med 180-sæders Airbus A320-fly.

Der flyves på tirsdage og lørdage med afgang kl. 19.15 lokal tid fra Timisoara, hvorefter flyet ankommer i Billund Lufthavn kl. 20.45. Herefter vendes flyet på en halv time, så kl. 21.15 går det atter retur mod Rumænien, inden flyet lander kl. 00.35 i Timisoara-Traian Vuia International Airport.

“Det glæder os at kunne udvide rutenetværket i Nordeuropa ved at skabe forbindelse mellem Billund og en af de mest interessante byer i Rumænien. Vores nyeste rute forbinder Billund og Timisoara, der er en historisk transsylvansk by i det vestlige hjørne af landet. Det er en perfekt destination for en weekendferie eller måske også for en længere rejse. Vi er overbevist om, at vores danske kunder vil sætte pris på at besøge denne fantastiske by,” siger András Rado, kommunikationschef i Wizz Air, i en pressemeddelelse.

Stor andel af VFR-trafik
I Billund Lufthavn har man tidligere taget imod nye Wizz Air-ruter til Bukarest, Cluj-Napoca og Iasi, så lufthavnen er særdeles velforsynet med ruter til Rumænien. I den kommende sommer vil der således være 10 ugentlige afgange i hver retning på de fire rumænske ruter. Det svarer til en ugentlig kapacitet på 3.600 sæder.

Men Billund Lufthavn mener ikke, at der kan blive tale om overkapacitet.

“Erfaringen viser, at der er et marked for alle Rumænien-ruterne, når man kigger på, hvad Wizz Air gør med de andre ruter. Her øger de til tre uger i sommersæsonen, og over 50 procent af passagererne er såkaldt VFR-trafik (visiting friend and relatives, red.) via rumænere, der bor i Danmark,” siger marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn til CHECK-IN.dk.

Med den kommende rute til Timisoara vil Wizz Air tilbyde 11 ruter til seks lande fra Billund Lufthavn. Første Wizz Air- rute til Billund blev åbnet i 2015, og sidenhen har flere end en halv million rejsende benytterne det ungarske lavprisflyselskabs ruter fra den vestdanske lufthavn.

Københavns Lufthavn har gennem de senere år fået samlet syv Wizz Air-ruter, og i 2018 transporterede Wizz Air flere end 400.000 passagerer på selskabets danske ruter, hvilket var en vækst på 38 procent i forhold til året før.

 

Relaterede artikler:

Syvende Wizz Air-rute fra Billund

Billund får rute til Transsylvanien

Wizz Air på vej mod 150.000 passagerer i Billund