- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Billund-konkurrent vil fordoble kapacitet

Skandinaviens fjerdestørste lufthavn ligger i Bergen, og konkurrerer med Billund om at tiltrække nye ruter til Skandinavien. Nu går byggeriet af en ny terminal i gang, der vil stå færdig i 2017 med en kapacitet på 10 mio. passagerer.

I den kommende weekend indledes i Marseille årets Routes Europe, der er en ruteudviklingskonference for flyselskaber og lufthavn. Her vil repræsentanter fra de danske lufthavne i København, Billund, Aalborg, Aarhus og Odense være til stede.

Når Billund Lufthavn skal fremlægge sine forberedte cases overfor flyselskaberne, vil den syddanske lufthavn primært være i konkurrence med Flesland-lufthavnen i Bergen og Landvetter-lufthavnen ved Gøteborg. Disse regionale lufthavne er de næststørste i hvert af de tre skandinaviske lande, og flyselskaberne vurderer ofte i hvilken af de tre lufthavne, der skal åbnes nye ruter eller indsættes mere kapacitet, så længe hovedstadslufthavnene i København, Oslo og Stockholm er dækket ind.

Dermed er Bergen-Flesland en vigtig konkurrent til Billund Lufthavn, når det handler om flyselskabernes opmærksomhed, mens konkurrenterne, i kampen om passagererne i det lokale marked i Vestdanmark, er København, Hamborg og de øvrige jyske lufthavne.

I 2013 var der 6,2 mio. passagerer i Flesland-lufthavnen ved Bergen, mens der var 5 mio. passagerer i Gøteborg-Landvetter. I Billund Lufthavn var der lidt mere end 2,8 mio. passagerer gennem terminalen.

Udvidelse til 4,7 mia. norske kroner
I sidste uge gav bestyrelsen i den norske lufthavnsoperatør Avinor sin godkendelse til at starte byggeriet af en ny Terminal i Flesland-lufthavnen. Det sker i erkendelse af, at lufthavnen i dag er vokset ud af sine rammer, hvilket gør det svært at tiltrække ny trafik.

“Som følge af en stærk trafikvækst har Bergen Lufthavn betydelige kapacitetsudfordringer. Dagens tilbud til vores kunder er ikke godt nok. Vi er meget tilfredse med, at vi nu kan sætte farten op i en helt nødvendig udbygning. En ny terminal vil give os mulighed for at øge serviceniveauet for rejsende og bidrage positivt til flyselskabernes ønsker om ruteudvikling til og fra Bergen,“ siger Avinors koncernchef Dag Falk-Petersen.

Udbygningen af lufthavnen på den norske vestkyst har en omkostningsramme på 4,7 mia. norske kroner. Til gengæld vil lufthavnen kunne fordoble sin kapacitet til 10 mio. passagerer, ligesom lufthavnen bliver koblet på bybanenettet, således at der kan køres i tog med lufthavnen som endestation. Det vil øge lufthavnens andel af den kollektive trafik samt bidrage positivt til lufthavnens miljøregnskab.

Den nye terminal 3 ventes at stå færdig i 2017 og arkitekt og rådgivere er et konsortium bestående af Nordic Architects, COWI AS og Team_T3 AS.