- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Billund Lufthavn atter Europas bedste

For andet år i træk er Billund Lufthavn blevet kåret som bedste europæiske lufthavn til ruteudvikling i kategorien for lufthavne under fire millioner passagerer.

Sidste år kunne Billund Lufthavn rejse hjem fra den europæiske ruteudviklingskonference i Bilbao med et synligt bevis på, at den internationale vestdanske lufthavn var blevet kåret som Europas bedste til ruteudvikling.

Derfor var der med spænding set frem til årets Routes Europe, der i disse dage afholdes i Hannover. Her var Billund Lufthavn nemlig atter nomineret i kategorien med lufthavne under fire millioner årlige passagerer.

Triumfen blev gentaget tirsdag aften, da Billund Lufhavn for andet år i træk vandt den eftertragtede ruteudviklingspris, Routes Marketing Award. Det skete i tæt konkurrence med lufthavnene Chisinau International (Moldova), Zagreb Franjo Tudman (Kroatien), Kalamata International (Grækenland) og Antwerpen (Belgien). Det er blot tredje gang, at Billund Lufthavn er nomineret til prisen og anden gang, at den vindes.

Bedre end “rockerfedt”
Da vi talte med marketingchef Jesper Klausholm umiddelbart efter prisoverrækkelsen sidste år, var den spontane kommentar: “Det er bare rockerfedt.”

På spørgsmålet om, det også er rockerfedt at modtage prisen for anden gang i træk, lød svaret:

“Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Det er faktisk endnu bedre, for nu er der en lille smule kontinuitet. Bare det at være nomineret var i orden. Juryen synes vi gjorde det bedre, og jeg er super stolt af mit team. Det var tredje gang vi var nomineret og anden gang vi vinder.”

Fortsætter i samme stil
Juryen, der består af repræsentanter fra flyselskaberne, har tilsyneladende vurderet, at den indsats som Billund Lufthavn gør på ruteudviklingsområdet, er bedre end, hvad andre lufthavne af samme størrelse i Europa kan præstere.

“Jeg kan blot gentage mig selv. Vi gør det rigtige, og vi bliver ved med at gøre det samme. Det virker med otte nye ruter i år og 21 ekstra ugentlige afgange på eksisterende ruter,” lyder det fra den jublende glade marketingchef.

Der bliver dog ikke tid til at hvile på laurbærrene, selvom der nok bliver plads til mere end et glas rødvin ved den store festmiddag tirsdag aften i Herrenhausen Gardens.

Onsdag kl. 10.00 starter det første af dagens møder med flyselskaberne, og det skulle gerne på sigt munde ud i endnu flere nye ruter fra Billund Lufthavn.

“Vi har allerede haft nogle gode møder, hvor vestdanskerne kan glæde sig, hvis det bliver ført ud i livet,” afslører Jesper Klausholm i telefonen fra Hannover.

 

Relaterede artikler:

45 millioner kroner til ruteudvikling i 2018

Billund og CPH nomineret til ruteudviklingspriser

Billund har en af verdens bedste ruteudviklere

Billund Lufthavn er europamester i ruteudvikling

Billund nomineret til ruteudviklingspris