I september var der 8,7 procent flere passagerer i Billund Lufthavn i forhold til samme måned året før, og samtidig blev der sat rekord i luftfragt med den største tonnage nogensinde i lufthavnens historie.
Billund Lufthavn fortsatte i september den vækstrejse, der blev indledt ved starten på sommertrafikprogrammet efter et år med tilbagegang i passagertallet og senest Ryanairs exit i foråret 2025.
I september var der således 325.028 passagerer, der benyttede den vestdanske lufthavn, og det var 25.127 flere end i samme måned året før. Det svarer til en vækst på 8,7 procent. Samlet er passagervæksten år til dato på 5,2 procent, idet der har været 2.513.943 rejsende i de første ni måneder af 2026.
Ifølge Billund Lufthavn er det særligt erhvervsrejsende, der har øget aktiviteten i passagerterminalen i september, idet mange konferencer, møder og messer typisk afholdes på denne årstid, og ifølge lufthavnens egne opgørelser var der i september tæt ved 112.000 erhvervsrejsende svarende til 35 procent af samtlige rejsende.
Mange flyselskaber betjener erhvervslivet
Blandt de mange operatører, der i særlig grad vælges af erhvervslivet, er KLM, Lufthansa, SAS, Air France, British Airways, LOT og Norwegian, og Billund Lufthavn har beregnet, at det er muligt at nå 640 destinationer med blot ét stop undervejs, hvis rejsen starter i den vestdanske lufthavn.
“Erhvervsrejsende er et vigtigt segment for Billund Lufthavn, og her spiller vores mange forbindelser via de store europæiske hubs en vigtig rolle. For virksomhederne i Vestdanmark betyder det, at medarbejderne kan komme nemt videre til kunder, samarbejdspartnere og markeder rundt om i verden,” siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.
Men det er ikke alene de store netværksselskaber, som erhvervslivet kan gøre brug af. Ifølge Billund Lufthavn vil erhvervslivet også kunne bruge den kommende rute til Bruxelles, der starter den 28. marts 2027 med to ugentlige afgange. Ruten opereres af TUI fly Belgium, der er Belgiens næststørste flyselskab og en del af den store TUI-rejsekoncern.
“Når en international aktør som TUI Airline vælger at etablere en direkte forbindelse til Bruxelles fra Billund, er det et stærkt signal om, at Vestdanmark er interessant som destination. Samtidig er det første gang, TUI Airline har en ruteflyvning fra Billund, og det gør den nye forbindelse ekstra interessant for os. Bruxelles er en vigtig europæisk destination, og med ruten får både vestdanskere en direkte vej til den belgiske hovedstad og belgiske gæster en ny indgang til Vestdanmark,” lyder det fra Billund-direktøren.
Luftfragten satte rekord
Fremgangen i passagertrafikken kan dog ikke måle sig med udviklingen i luftfragten, hvor Billund Lufthavn det meste af året har kunnet præsentere tocifrede vækstrater. I september blev der håndteret 8.331 tons gods, og det var en stigning på 15,6 procent i forhold til samme måned i 2025. Samtidig var det lufthavnens største måned nogensinde målt på tonnage.
År til dato er der håndteret 68.760 tons gods, og den samlede vækst er på 12,9 procent efter årets første ni måneder, hvilket glæder Jan Hessellund.
“Det er meget positivt, at luftfragten fortsætter sin stærke udvikling og nu har nået det højeste tonnagetal på en enkelt måned i Billund Lufthavns historie. Det er en milepæl, som vi er stolte af, og som viser, at Billund Lufthavn har en stærk position på luftfragtområdet. For os handler det om at være en effektiv og fleksibel samarbejdspartner for de virksomheder, der har brug for at få gods hurtigt og sikkert ud i verden.”
Relaterede artikler:
Over en million rejsende gennem Billund Lufthavn