- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Billund Lufthavn har sat afgifterne op

Passagerafgiften i Billund Lufthavn har været uændret i mere end 10 år, men fra 1. november har lufthavnen valgt at øge taksterne med omkring 5 procent. Beslutningen er dog ikke ny, idet takststigningerne blev varslet til luftfartsselskaberne allerede tilbage i februar måned.

For første gang i mere end ti år har Billund Lufthavn valgt at justere passagerafgiften i lufthavnens takstregulativ. Det er sket med virkning fra 1. november 2010, hvor afgiften er steget fra 78,00 kr. til 82,00 kr. pr. afrejsende passager. Hertil kommer securityafgift på 14,50 samt PRM-afgiften på 3,00 kr., som begge er uændrede.

Hermed kommer Billund Lufthavns passagerafgift til at lægge sig lige under den magiske grænse på 100 kr, idet der nu samlet skal betales 99,50 kr. pr. afrejsende passager. Lufthavnene i Aalborg, Aarhus og Karup har alle en passagerafgift, der er over 100 kroners-grænsen.

“Jeg er overbevist om, at man har skelet til denne grænse. Det er et konkurrencebetonet marked, som vi opererer i,“ siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen om beslutningen, der blev truffet før hans tiltrædelse i juni måned.

Stigningen på 4,00 kr. pr. afrejsende passager lyder ikke af meget, men svarer trods alt til en øgning på omkring 5 procent. I årets 11 første måneder var der 1.189.970 afrejsende passagerer fra Billund Lufthavn. Derfor svarer stigningen til en samlet ekstra årsindtægt på ca. 5 millioner kroner.

Billund Lufthavn havde i 2009 et positivt årsresultat på knapt 5,2 millioner kroner, mens lufthavnen i 2008 måtte indkassere et samlet minus på 6 millioner kroner, En afgiftsforhøjelse på samme niveau som selskabets seneste årsresultat er således ikke helt uvæsentlig.

“Jeg ser det som udtryk for, at der skal være en grad af sammenhæng mellem indtægter og udgifter. Løn- og prisindekset er da også vokset betydeligt i løbet af 10 år. Det handler om at vurdere, hvor meget vi skal præstere, og hvor meget vi kan lægge over på flyselskaberne, der også er pressede. Vi betragter markedssituationen og viljusterei forhold dertil,“ siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen i en kommentar til CHECK-IN.dk.

Lufthavnens bestyrelsesformand Bjarne Hansen fremhævede ved afskedsreceptionen i juni månedforden tidligere lufthavnsdirektør Jørgen Krab Jørgensen, at den jyske lufthavns konkurrecedygtige takststruktur havde været uændret i en længere årrække. Men på dette tidspunkt var beslutningen således allerede taget om takststigningen, der sender omkring 5 millioner kroner årligt direkte ned på bundlinien for det kommunalt ejede aktieselskab.

Foto: De næsten 1,3 mio. afrejsende passagerer i Billund Lufthavn skal gennem en forhøjet passagerafgift samlet bidrage med ekstra 5 millioner kroner til lufthavnens bundlinie.