- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Billund Lufthavn – nu med vilde dyr

Billund Lufthavn har indført et nyt system, der skal gøre det lettere at finde bilen igen. Nye farver og vilde dyr skal hjælpe med at huske, hvor man stillede bilen blandt de 8.500 parkeringspladser i lufthavnen. En applikation til iPhone- og Androidtelefoner kan også finde bilen.

Når man lander i lufthavnen efter en vellykket ferie, venter der for mange den sidste del af turen hjem i bil. Men efter flere dages afslapning og fokus på alt andet end parkeringsbilletter kan det være svært at huske hvor det egentligt var, at man parkerede bilen.

I Billund Lufthavn har man tit hørt spørgsmålet “Kan jeg nu huske, hvor jeg har sat bilen?” og derfor har lufthavnen sat parkeringen endnu mere isystem.

Driften af parkeringsarealerne varetages af EuroPark A/S, der driver de omkring 8.500 p-pladser ved Billund Lufthavn, heraf 1.200 i P-hus. Med så mange parkeringspladser kan bilen let blive til den berømte nål i høstakken, og derfor har Billund Lufthavn udviklet en løsning, der gør det meget lettere at huske præcis, hvor man stillede bilen inden man tog afsted på ferien.

Lufthaven har nu farvelagt alle p-områder, således at hvert p-område har sin egen farve.Ved ankomst til Billund Lufthavn kører man efter det ledige p-område, man ønsker at parkere i.

Ved indkørslen til det valgte område trækkes en billet, der er forsynet med den samme farve, som p-området har, samt tegningen af et dyr og angivelse af p-områdets nummer (f.eks. P1).

Når man har parkeret sin bil, kan man ved hver p-række, der er angivet med rækkenummer, trække en ”p-husker”, der ligeledes er angivet med farve, dyr og p-områdets nummer. På denne p-husker skal man blot ved en markering angive hvilken række, man har parkeret i.

P-huskeren kan foldes på midten til visitkortstørrelse, og er dermed let at opbevare under rejsen.

Ved hjemkomst efter flyrejsen kan man med p-huskeren nemmere finde bilen igen. På bagsiden af p-huskeren er der et oversigtskort med angivelse af farve, dyr og nummer på det valgte p-område. Ved hjælp af den markerede række kan man gå direkte hen til det sted, hvor bilen holder parkeret.

Samtidig har Billund Lufthavn ændret farve på alle skilte, således at bundfarven er gul og teksterne er mørke. Det gør skiltningen mere tydelig i de mørke timer. Ligeledes er alle aktive enheder blevet udskiftet til den nyeste teknologi, og alle tekster på skiltene er blevet forenklet.

Endelig har Billund Lufthavn lanceret sin egen applikation til iPhone- og Androidtelefoner, der begge har en ”find bilen”-funktion. Applikationen er gratis og byder på en lang række andre nyttige informationer om lufthavnen og flyrejsen.