- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Biobrændstof er nøglen til grøn luftfart

Der skal mere til end winglets, kompositmaterialer og nye motorer, hvis luftfartsindustrien skal mindske CO2-udledningen. Det mener Airbus, der ser biobrændstof som en vigtig kilde til store CO2-besparelser.

Teknologiske landvindinger er nødvendige, når luftfartsindustrien skal imødegå massiv vækst og samtidig reducere CO₂-udledningen. Selvom der hentes store brændstofbesparelser pr. passagerkilometer fra ny teknologi, bliver besparelserne indhentet af øget rejseaktivitet. Branchens samlede CO₂-udledning er således fortsat stigende.

Derfor skal fokus nu også rettes imod brændstoffet, som flymotorerne flyver på, fortæller Michaela Vanova, Senior Technical Marketing Analyst hos Airbus til CHECK-IN.dk. Hun påpeger, at biobrændstof er en central kilde til at knække CO₂-kurven, fordi mængden af udledt CO₂ fra biobrændstof er minimal i forhold til konventionelt petroleumsbrændstof.

”Airbus er meget positive overfor biobrændstofprojekter og har I den forbindelse udført demonstrationsflyvninger med blandt andre Finnair, Lufthansa, Air France og Air Canada for at bevise brændstoffets potentiale,” forklarer Vanova.

Airbus gennemførte senest i juni 2012 den ”Perfekte Flyvning” i samarbejde med Air Canada. Demonstrationsflyvningen skulle vise, at det med forhåndenværende teknologi er muligt at reducere CO₂-emissionerne med op til 40 pct. En afgørende kilde til det var 50:50 blandingen af konventionelbrændstof og biobrændstof.

Bæredygtigt men dyrt
Ved at udskifte betydelige dele af det konventionelle brændstof med biobrændstof mindskes mængden af udledt CO₂, selvom mængden af forbrugt brændstof er den samme.

”Problemet med biobrændstof er, at det i dag er meget dyrt. En gallon konventionelt brændstof koster omkring 3 US dollar, imens en gallon biobrændstof koster op til 66 US dollar. Der er brug for en bæredygtig masseproduktion for at sænke omkostningerne,” fastslår Vanova.

Det er med særligt tryk på bæredygtig masseproduktion at biobrændstof kan blive luftfartsindustriens nøgle til endnu mere CO₂ effektiv luftfart poienterer hun og beskriver videre:

”Det er vigtigt at biobrændstof ikke er produceret på bekostning af drikkevand, eller landbrugsjord til mad. Der er mange undersøgelser i gang i mange lande, om biobrændstof lavet ved hjælp af deres lokale potentielle råmaterialer for eksempel Malee (eucalyptus red.) i Australien, Camelina (Dodder red.), alger eller brugt madolie.”

Airbus har store forventninger til biobrændstof og flyproducenten arbejder fokuseret på at producere og udvikle flyteknologi, som er i stand til at bruge biobrændstof. Biobrændstof er et “drop-in“ brændstof med samme egenskaber som konventionelt JET A1 fossilt brændstof, hvilket gør det nemt at skifte over til.

Læs mere:
Fremtidens flybrændstof skal laves på affald

Foto: Airbus og Air Canadas “Perfect Flight“ i juni 2012 blev gennemført med et Airbus A319 på ruten Toronto – Mexico City.
Fotokilde: Brian Losito, Air Canada