- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Birmingham Lufthavn får dansk teknologi

BLIP Systems har indgået en aftale med Birmingham Lufthavn, der dermed bliver den fjerde britiske lufthavn med det nordjyske kø-målings-system.

Helt tilbage i 2008 var Københavns Lufthavn den første lufthavn i Europa til at teste det sensorbaserede BlipTrack-system, der indsamler data fra passagerene og hjælper lufthavnen med at effektivisere driften. Teknologien blev så stor en succes, at CPH kort tid efter valgte at udvide implementeringen af systemet til adskillige af lufthavnens områder, og sidenhen har en lang række andre internationale lufthavne fulgt trop.

Sidste skud på stammen er Birmingham Lufthavn, der bliver den fjerde lufthavn i Storbritannien efter Bristol, Edinburgh og Manchester til at installere BlipTrack. Birmingham havde sidste år sit travleste år i lufthavnens historie med over 11 mio. passagerer og er dermed den syvendestørste i Storbritannien. BlipTrack-teknologien er udviklet af danske BLIP Systems, der har hjemme i Vodskov, nordøst for Aalborg og skal i første omgang benyttes i lufthavnens immigrationsområde til at give passagererne en bedre rejseoplevelse.

Blip Track køsystemet.

“Løsningen benyttes i den nordlige immigrationshal til at måle og forudsige ventetiden ved den britiske grænse. Data hjælper med at forstå den reelle ventetid ved grænsen, og de er et vigtigt hjælpemiddel i vores samtaler med UKBF (Storbritanniens grænsepoliti, red.) til at planlægge bemandingen fremadrettet. Deling af oplysningerne på infoskærme reducerer passagerernes frustrationer ved at skabe realistiske forventninger til ventetiden. Det giver afslappede passagerer, som hjælper dem til bedre at planlægge den tilbageværende del af turen gennem lufthavnen, såvel som deres videre rejse,” siger Chris Wilson, der er chef for terminaldriften i Birmingham Lufthavn.

Udregner ventetiden
Selve teknologien i Blip-Track fungerer således, at systemet registrerer mobiltelefoner med en aktiveret bluetooth-enhed i området. Disse målinger gennemføres dagligt og bygger på et mindretal af lufthavnens passagerer. Ud fra disse kan lufthavnen udregne den estimerede ventetid ved skrankerne og dermed vurdere hvor meget mandskab der behøves, ligesom passagererne hele tiden kan blive opdateret med den aktuelle ventetid.

“I dag viser mange lufthavne ventetider. Dette gøres typisk ved at måle ventetiden for de folk, der er kommet gennem køen. Men, disse “historiske” tider er tit ikke præcise for de passagerer, der slutter sig til køen, især hvis tilstrømningen af personer pludselig ændrer sig, eller der åbnes for flere skranker. BlipTrack kombinerer antallet af folk i kø og den gennemsnitlige gennemstrømning for området. Med disse oplysninger kan man vise meget mere præcise ventetider,” siger Christian Bugislaus Carstens, der er marketingchef hos BLIP Systems.

Birmingham Lufthavn er BLIP Systems 21. lufthavnskunde i verden, og aftalen kom i stand efter en længerevarende udbudsrunde med løbende evaluering af forskellige teknologiske løsninger. Det var BLIP Systems´ mange tilfredse kunder, der endte med at overbevise Birmingham Lufthavn om at satse dansk, og lufthavnen har allerede lagt planer for at fortsætte projektet, så det indbefatter flere områder, heriblandt sikkerhedskontrollen og resten af immigrationsområdet.

BlipTrack er foruden tilstedeværelsen i Københavns Lufthavn også at finde i lufthavnene i Billund og Aalborg, ligesom systemet også bruges i flere danske og europæiske byer til at måle trafikken på byens veje samt på togstationer og havne.

 

Relaterede artikler:

Kø-måling fra CPH skal bruges i New York

Aalborg-virksomhed med bagdrop for handicappede

Aalborg-virksomhed vinder pris for bag-drop

Aalborg-virksomhed får ordre i Doha-lufthavn