- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Boeing 747-8 bliver ny Air Force One

USA´s luftvåben vil købe op til tre nye Boeing 747-8 fly til erstatning for de nuværende præsidentfly, der blev leveret i 1990. Dermed vender man ryggen til A380-flyet, der også har været inde i overvejelserne.

Et af verdens mest spektakulære fly er det amerikanske præsidentfly bedre kendt som Air Force One. Flyet findes i to eksemplarer og blev leveret i 1990 under navnet VC-25, hvilket er en specialudgave af Boeing 747-200B versionen.

At flyet i daglig tale kaldes Air Force One, hænger sammen med, at flyet har dette kaldenavn i international lufttrafik, når den amerikanske præsident befinder sig ombord.

Det amerikanske luftvåben har længe været på udkig efter en afløser til det to nuværende præsidentfly, der har 25 år på bagen. Boeing 747-8 flyet har været nævnt som den naturlige afløser, men også den europæiske Airbus A380 har været inde i billedet, selvom det vil virke usandsynligt, at den amerikanske præsident skulle flyve i et europæisk fly.

I denne uge kunne det amerikanske luftvåben så endelig løfte sløret for, at Boeing 747-8 bliver afløseren, og at man er klar til at bestille op til tre eksemplarer af flyet, selvom der i første omgang kun har været talt om to eksemplarer.

Der er indtil videre afsat 1,65 mia. dollars, eller godt 11 mia. danske kroner, fra 2015 til 2019 til at sikre udskiftningen af de to præsidentfly.

Eneste amerikanske fly, der lever op til kravene
Der har naturligvis været mange sikkerhedsmæssige overvejelser i forhold til at vælge det rigtige fly til den amerikanske præsident.

“Boeing 747-8 flyet er det eneste fly fremstillet i USA, når det er fuldt udrustet til en mission, vil kunne opfylde de nødvendige krav for at kunne udføre støtteopgaven for præsidenten i overensstemmelse med nationale offentlige interesse,“ hedder det i en erklæring fra Deborah Lee James, der er chef for det amerikanske flyvevåben, US Air Force.

Første gang et præsidentfly fra Boeing blev taget i brug var i 1943, da Franklin D. Roosevelt fløj til Casablanca-konferencen i Marokko i et Boeing 314 Clipper-fly. Først i 1962 holdt jetflyene sit indtog som transportmulighed for de amerikanske præsidenter med Boeing 707-320B, der nåede at servicere i alt syv forskellige præsidenter.

De nuværende Boeing 747-fly blev leveret i efteråret 1990 og adskiller sig fra de civile udgaver ved at have en længere rækkevidde samt muligheden for at tanke i luften. Herudover er flyet selvforsynende i lufthavnene og skal ikke gøre brug af handling-services, da det har egne flytrapper forrest og bagest samt egen bagage-loader.

Udover at være udstyret med det mest avancerede elektroniske udstyr er det indrettet til arbejde og afslapning på de omkring 370 kvadratmeter, som flyet råder over.

Der er et stort møde- og spiselokale samt separate afdelinger til præsidenten og præsidentfruen. Herudover er der et kontorområde for præsidentens embedsmænd samt et andet kontor, der kan omdannes til operationsstue om nødvendigt.

Endelig er flyet udstyret med hvileområder for besætning, embedsmænd og eventuelle medrejsende pressefolk. To køkkener i flyet har faciliteter til at kunne bespise 100 personer samtidigt.

Kaldenavnet Air Force One blev introduceret i 1953 efter en episode, hvor et Lockheed Constellation fly med navnet Columbine II med præsident Dwight D. Eisenhower ombord var tæt ved at kollidere med et kommercielt fly med samme kaldenavn.