- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Boeing får stor ordre trods kritik fra Qatar Airways

Qatar Airways afsluttede i går en ordre 50 nye Boeing 777X under Farnborough Airshow. Selskabets CEO havde ellers afvist, at dette ville ske.

Det Doha-baserede Qatar Airways kunne i går skrive under på, at selskabet køber 50 nye Boeing 777X-fly. Flyet er den seneste generation i Boeings triple seven-serie. Dermed har Qatar Airways afsluttet den ordre, som selskabet gav tilsagn om ved Dubai Airshow sidste år.

I forbindelse med ordren afgav Qatar Airways yderligere bestilling på købsrettighederne til 50 fly af den forlængede Boeing 777-9X, som har en listepris på 18,9 mia. amerikanske dollars.

Det er kun få år siden, at Qatar Airways modtog sit første Boeing 777-fly, der i dag udgør rygraden i selskabets langruteflåde med 34 eksemplarer.

I spidsen for Qatar Airways står CEO, Akbar Al Baker, der er en mand, som er kendt for at stille tårnhøje krav til sine leverancer og efterfølgende udtale hård kritik, hvis flyproducenterne fejler at levere til tiden. Alligevel var glæden hos Boeing stor over den afsluttede ordre.

”Vi er beærede over at se, at partnerskabet med Qatar Airways fortsætter med at vokse,” sagde koncerndirektør i Boeing, Ray Conner.

Revser Boeing og Airbus
Det er kun få dage siden, at Akbar Al Baker i et interview med Reuters afviste, at Qatar Airways ville afslutte ordren ved dette års airshow i Farnborough. I samme interview benyttede Akbar Al Baker lejligheden til i hårde vendinger at anklage både Boeing og Airbus for at underkende udfordringerne ved udvikling og levering af nye flytyper.

”De har undervurderet udfordringerne ved at tage teknologien til ekstremerne. Det er præcist det, vi har set ske ved forsinkelserne med Boeings 787’er. Det samme gælder for Airbus’ A350’er,” sagde Akbar Al Baker, som dog tror på, at producenterne trods alt lærer af deres fejl, men på en meget dyr måde.

Senest har Airbus haft sine udfordringer med at stille Akbar Al Baker tilfreds med leveringen af ikke mindre end tre Airbus A380-fly, der skulle have landet i Doha i sidste måned, men som Qatar Airways har nægtet af modtage. Trods afvisningen havde Akbar Al Baker forventet, at Airbus i det mindste ville medbringe et af Qatar Airways’ nye A380-fly til Farnborough Airshow, men i stedet for har producenten medbragt sit testfly af samme type.

”Jeg er meget skuffet over, at Airbus ikke medbragte min nye A380’er til dette vigtige airshow. I stedet for har de medbragt deres ”crap” testfly. Jeg havde foretrukket, at de havde vist vores luksuriøse Qatar Airways A380’er,” sagde Akbar Al Baker.

Foruden Boeings 777’er og Airbus’ A380’er står Qatar Airways til at modtage flere Boeing 787’ere samt Airbus A350’eren, som selskabet er launch customer på.