- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Boeing må skære 4.000 stillinger væk

Boeing har sat tempoet ned for produktionen af to typer langdistancefly. Det er medvirkende til, at Boeing nu vil nedlægge 4.000 arbejdspladser.

Den store amerikanske flyproducent Boeing vil fjerne 4.000 arbejdspladser i sin kommercielle forretning, som producerer passagerfly. Det skriver Air Transport World.

I første omgang skal stillingerne skæres væk ved ikke at genbesætte ledige stillinger samt tilbyde medarbejdere frivillige aftrædelsesordninger. Egentlige fyringer vil kun være sidste udvej, forsikrer selskabet. Reduktionen i antallet af arbejdspladser vil især berøre chefer og ledere i Boeings kommercielle forretning.

Boeing ønsker at stå stærkere i markedet for passagerfly og samtidig sikre finansiering til vækst samt skabe en sund forretning på lang sigt.

Seks fly om året
I januar meddelte Boeing, at man skruer ned for produktionstempoet for to typer af langdistancefly. Således vil der fra 2017 kun blive bygget 7 Boeing 777-fly hver måned i de kæmpe samlehaller i Everett nord for Seattle i staten Washington i USA’s nordvestlige hjørne. I dag bygger Boeing 8,3 Boeing 777-fly om måneden. Det er på årsbasis en reduktion på omkring 15 procent fra 99 til 84 fly.

Til september vil der desuden blive skruet kraftigt ned for produktionen af Boeing 747-8-flyet, som ikke har været det store salgshit. I hvert fald ikke i passagerudgaven. Derfor skruer Boeing ned fra 1,3 fly per måned til 0,5 fly per måned. På årsbasis svarer det til en reduktion på 61,5 procent fra 15,6 fly til seks fly om året.

57 fly om måneden
Mens der skrues ned for tempoet i samlehallerne i Everettt, så er det fortsat planen at skrue gevaldigt op for produktionen på Boeing-fabrikkerne i Renton syd for Seattle. Det er nemlig her flyproducenten bygger verdens bedstsælgende passagerfly, Boeing 737.

I dag producerer Boeing 42 Boeing 737-fly hver måned. Det skal næste år øges til 47 fly om måneden i 2017, 52 fly i 2018 og 57 fly i 2019, svarende til 684 fly om året.

 

Læs også:

​Boeing vil øge 737-produktion

Her laver Boeing sine langdistancefly