- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Boeing overvejer at stoppe Jumbojet-produktion

Produktionen af et af de mest ikoniske og lettest genkendelige passagerfly i verden kan meget vel stoppe snart.

De sidste eksemplarer af en af luftfartshistoriens mest bemærkelsesværdige og ikoniske flytyper kan meget vel snart rulle af samlebåndet. Det er Boeings 747 jumbojet, som den amerikanske flyproducent overvejer helt at stoppe med at producere.

Boeing har tidligere meddelt, at man planlægger at skrue tempoet for 747-produktionen ned fra i dag et fly om måneden til et halvt fly per måned fra september 2019.

Men i en officiel meddelelse oplyste Boeing i denne uge, at man meget vel kan tænke sig, at jumbojetten i en nær fremtid slet ikke længere skal produceres. En udmelding, der sendte chokbølger gennem store dele af den internationale luftfartsverden.

For 747’eren var ”The queen of the skies” indtil Boeings europæiske konkurrent Airbus kom op med et større fly. Det mest ikoniske og lettest genkendelige fly, som fik de fleste til at stoppe op. Og i manges øjne er jumbojetten formentlig stadig et af de smukkeste fly i verdens lufthavne og luftrum den dag i dag.

Hoppe med på vognen
Der er dog sket meget siden det hedengangne amerikanske flyselskab Pan Am modtog den første Boeing 747-100 i 1970. Det firmotorede fly har fået konkurrence af tomotorede fly, som i dag kan flyve lige så langt som jumbojetten. Og ofte gøre det med lavere omkostninger, da to motorer bruger mindre brændstof end fire.

Boeing har haft særdeles svært ved at sælge den nye 747-8 version. Fragtflyselskaber verden over har taget flyet til sig. Men på passagersiden har det knebet med at få flyselskaberne til at hoppe med på vognen og kaste deres kærlighed på det fly, som ellers tidligere var kronjuvelen hos langt de fleste flyselskaber med respekt for sig selv. Kun Lufthansa, Korean Air og ganske få andre har købt Boeing 747-8i.

Hver fjerde dag
I alt er der gennem årene bygget mere end 1.500 747’ere. Heriblandt to fly, som skiftes til bære kaldesignalet ”Air Force One” og transportere den amerikanske præsident rundt i verden.

Det nuværende produktionstempo på 12 fly om året står i skærende kontrast til 1970’erne og 1980’erne, hvor der hvert år på Boeing-fabrikken i Everett udenfor Seattle i USA’s nordvestlige hjørne blev bygget omkring 90 Boeing 747-fly. Det svarer til en hver fjerde dag.

Flyselskaber over hele verden har fløjet eller flyver stadig den dag i dag med flytypen. Den største bruger af jumbojetten i dag er British Airways, der har 42 eksemplarer af Boeing 747-400 i sin flåde.

 

 

Relaterede artikler:

Air France tager afsked med Boeing 747

Boeing 747-400 prototype på museum

Sådan rejser de kongelige og statsoverhoveder

Airbus vil skære ned på A380-produktionen