- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Bornholms Lufthavn satte passagerrekord

Nu melder Bornholms Lufthavn sig også i rækken af danske lufthavne, der har sat passagerrekord i 2010. I første omgang er Billund, Aalborg og Karup blevet hyldet, men med en vækst på 30,8 procent fik lufthavnen i Rønne også sat en historisk rekord med en kvart million passagerer. Karup Lufthavn topper væksten, mens Aarhus Lufthavn har indtaget en bundplacering.

Trods vanskelige tider for luftfartsindustrien er der alligevel grund til glæde i mange danske lufthavne. Året 2010 blev nemlig et rekordår for de syv lufthavne, der har regelmæssig rute- og chartertrafik af betydning.

I alt fire danske lufthavne satte passagerrekord i 2010. I første omgang har Billund, Aalborg og Karup meldt om det bedste år nogensinde. Nu kan Bornholms Lufthavn også stille sig op i køen af lufthavne, der kan skrive sig ind i historiebøgerne.

Bornholms Lufthavn havde i 2010 i alt 251.552 passagerer på rejse gennem lufthavnen. Det er en stigning på ikke mindre end 30,8 procent i forhold til året før.

Stigningen var primært i rutetrafikken, der voksede med 30,1 procent fra 183.693 til 238.897. Chartertrafikken havde en stigning på 550 passagerer til 8.388, hvilket repræsenterede en vækst på 7,3 procent.

Når man gør det samlede resultat op for de større danske lufthavne, fordeler passagertallet og væksten sig således:

• Københavns Lufthavn, 21.501.750 (+ 9,1 %)
• Billund Lufthavn, 2.574.240 (+ 11,9 %)
• Aalborg Lufthavn, 1.343.458 (+ 19,5 %)
• Aarhus Lufthavn, 561.777 (+ 6,7 %)
• Karup Lufthavn, 303.774 (+ 92,1 %)
• Bornholms Lufthavn, 251.552 (+ 30,8 %)
• Sønderborg Lufthavn, 85.616 (+ 19,2 %)

Den største vækst kunne Karup Lufthavn således bryste sig af, mens Aarhus Lufthavn må tage til takke med en bundplacering, idet den østjyske lufthavn “kun“ fik en vækst på 6,7 procent.

Foto: Bornholms Lufthavn satte rekord i 2010 med en kvart million rejsende.