- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Brandenburg-åbning må udsættes nok en gang

Problemerne hober sig op for Berlins kommende storlufthavn, Brandenburg (BER). Selvom administrerende direktør i Flughafen Berlin Brandenburg GmbH, Hartmut Mehdorn, for nylig kunne annoncere, at man forventer at kunne åbne dele af lufthavnen for trafik senere på året, viser det sig nu, at også denne åbning bliver udsat.

Dette har nok en gang fået kritikken til at hagle nedover direktøren for Flughafen Berlin Brandenburg GmbH, som driver både Tegel- og Schönefeld-lufthavnen samt den nye Brandenburg-lufthavn.

”Han gør helt åbenlyst ikke det arbejde, han burde gøre – at få rettet dette rod op til en fungerende virksomhed,” lød kritikken fra Martin Delius, formanden for BER-undersøgelseskomiteen.

Den nordlige pier af lufthavnen var udset til at skulle håndtere flytrafik fra december måned i år, men dette kan kun ske efter en seks uger lang testperiode. Imidlertid kan tilladelsen fra bygningsmyndighederne til at gennemføre denne testperiode først gives fra starten af 2014. Det betyder, at en delvis åbning af lufthavnen ikke kan komme på tale før foråret 2014.

Over et års ventetid endnu
Med disse nyheder inde i billedet forventes det først, at Brandenburg-lufthavnen er klar til at overtage trafikken fra Tegel og Schönefeld sidst i 2014 eller starten af 2015. Lufthavnen er dermed over fire år forsinket, hvilket på ingen måder har været en udgiftsfri affære.

Den oprindelige pris på lufthavnen var 1,2 mia. euro svarende til knap 9 mia. danske kroner. Dette beløb er i mellemtiden vokset til cirka 5 mia. euro. Vedligehold og sikkerheden omkring den ufærdige lufthavn koster ifølge den tyske avis Tagesspiegel 50 mio. euro om måneden svarende til 373 mio. danske kroner.

Forsinkelsen på Brandenburg-lufthavnen mærkes også tydeligt i Tegel-lufthavnen, som siden 2011 har opereret med manglende kapacitet. Tegel havde sidste år 18,1 mio. rejsende, hvilket var en vækst på hele 7,4 procent fra 2011. Det er planen, at Tegel-lufthavnen skal lukkes, når den nye Brandenburg Lufthavn står klar.

For at imødekomme den voldsomme vækst åbnede Tegel-lufthavnen i 2007 en midlertidig terminal, Terminal C, indtil Brandenburg-lufthavnen er klar. Allerede i perioden 2008-2009 blev terminalbygningen udvidet med 50 procent for at kunne håndtere yderligere 1,5 mio. rejsende årligt.