- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Bravo Tours: Et år før Egypten er tilbage for fuld styrke

Der kan gå op til et år før danskerne er tilbage i Egypten i samme antal som før krisen. Det vurderer Bravo Tours, der derfor starter op for halv kraft.

Tirsdag kl. 15.11 udsendte charterarrangøren Bravo Tours en pressemeddelelse, der glædeligt fortalte, at selskabet nu ville introducere Lanzarote som nyt rejsemål for de mange danskere, som i øjeblikket ikke kunne komme til Egypten på grund af at Udenrigsministeriet frarådede alle unødvendige rejser til landet inklusiv charterdestinationerne ved Rødehavet.

Men præcis én time og ét minut senere vendte Udenrigsministeriet op og ned på tingene, da man udsendte en ny opdateret rejsevejledning. I den fremgik det, at det nu igen var sikkert nok at tage til destinationerne ved Rødehavet.

Men hos Bravo Tours trækker man ikke Lanzarote af bordet på trods af at der nu igen er fri bane til Egypten. Derimod vil man lade de to rejsemål supplere hinanden.

”Vi begynder at flyve til Lanzarote fra jul og Hurghada (i Egypten, red.) fra 19. december,” forklarer Peder Hornshøj, der er direktør for Bravo Tours, til CHECK-IN.dk.

Op til et år
Derimod holder Bravo Tours sig fra Sharm el-Sheik i resten af vintersæsonen. Selskabet forventer nemlig at det lige vil tage lidt tid inden danskerne er tilbage i Egypten i samme antal som før.

”Jeg tror ikke den ændrede rejsevejledning er ensbetydende med, at folk vælter til Egypten. Der vil formentlig gå helt op til et år før Egypten er tilbage for fuld styrke,” vurderer Peder Hornshøj.

Så for ikke at lægge for meget kapacitet ud i markedet holder Bravo Tours fast i at lancere Lanzarote som en ny destination.