- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

British Airways åbner ny rute til Peru

For første gang i 34 år bliver der atter flyforbindelse mellem London og Lima, der er hovedstaden i Peru. Det er British Airways, der annoncerer endnu en destination i Latinamerika.

For 14 dage siden kunne British Airways annoncere en ny rute til Costa Rica, og endnu en rutenyhed til Latinamerika er sluppet ud fra det britiske flyselskab til offentligheden.

Den 4. maj 2016 vil British Airways åbne en rute fra London-Gatwick til Lima, der er hovedstaden i Peru. Ruten vil i sommertrafikprogrammet blive fløjet tre gange ugentligt på onsdage, fredage og søndage. I vinterhalvåret bliver der dog kun to ugentlige afgange.

British Airways har valgt at benytte fly af typen Boeing 777-200ER, der vil være indrettet med tre klasser, henholdsvis 48 sæder i Club World, 24 sæder i World Traveller Plus samt 203 passagerer i World Traveller. Totalt vil der blive udbudt 1.650 sæder om ugen på den nye rute.

Der har ifølge The Telegraph ikke været direkte flyforbindelse mellem Storbritannien og Peru siden 1982. Dengang var det Falklandskrigen, der satte en stopper for flyvninger, da Peru lukkede sit luftrum for British Caledonian for at vise sin sympati med Argentina.

I konkurrence med Air France-KLM
At British Airways vælger Gatwick Lufthavn som udgangspunkt for ruten er begrundet i de markante slot-restriktioner i Heathrow-lufthavnen samtidig med, at det britiske flyselskab tilsyneladende forsøger at samle alle leisure-ruterne i Gatwick.

Med den nye Lima-rute øger British Airways sammen med IAG-søsterselskabet Iberia presset på Air France-KLM, der i dag flyver fra Amsterdam og Paris direkte til Lima.

Det er dog også muligt at komme direkte til Lima fra Madrid med henholdsvis Iberia, LAN Chile samt spanske Air Europe.

Den største turistattraktion i Peru er inka-ruinbyen Machu Picchu, der ligger på en høj bjergkam i over 2.000 meters højde ved Uribamba-dalen nær Cuzco i den sydlige del af Peru. Seværdigheden er optaget å UNESCO´s Verdensarvsliste.