- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

British Airways holder øje med airberlin

Situationen i det kriseramte airberlin følges tæt af oneworld-partneren British Airways, der ikke ønsker at beskæftige sig med Alitalia.

Air France-KLM overraskede i torsdags det internationale luftfartsmarked ved at købe 31 procent af aktierne i Virgin Atlantic, således at det fransk-hollandske luftfartsselskab sammen med Delta Air Lines tilsammen vil få en ejerandel på 80 procent. Dermed har de ledende SkyTeam-selskaber taget kontrollen over et flyselskab, der har baser i de to London-lufthavne.

Det har koncernchef Willie Walsh fra International Airlines Group (IAG), der er moderselskab for British Airways, også bemærket. Ifølge nyhedsbureauet Reuters mener IAG-topchefen dog ikke, at den nye alliance ændrer meget i luftfartsindustrien, men han opfatter det trods alt positivt, at der sker en konsolidering, hvilket er til gavn for alle.

I samme åndedrag afviser han også, at IAG skulle være blandt de 10 selskaber, der vil byde på Alitalia. Til gengæld vil han ikke afvise, at IAG kan tage del i konsolideringer i det tyske marked.

“Der kan være ting, der er interessante for os (i Tyskland, red.). Vi vil holde øje med, hvad der sker med airberlin. Men vi deltager ikke aktivt i noget i øjeblikket,” siger Willie Walsh ifølge Reuters.

Etihad Airways ejer 29 procent af airberlin, ligesom det Abu Dhabi-baserede flyselskab også har en ejerandel på 49 procent i Alitalia.

“Vi kigger mere på airberlin, end vi holder øje med Alitalia,” understreger IAG-chefen.

Airberlin i problemer
IAG-selskaberne har i et vist omfang koordineret tidtabeller med airberlin, der i marts 2012 blev optaget i oneworld-alliancen. Selskabet var tidligere et lavprisflyselskab, men udviklede sig hurtigt til at blive en slags hybrid i forhold til netværksselskaberne.

Udfordringerne i det tyske flyselskab tog for alvor fart, efter at det mislykkedes for lufthavnsoperatøren Flughafen Berlin Brandenburg (FBB) at gennemføre den planlagte storstilede åbning af den nye tyske storlufthavn den 17. marts 2013. Airberlin havde tilrettelagt vækstplaner og flydispositioner efter at kunne flytte trafikken væk fra den overfyldte Berlin-Tegel lufthavn til den lufthavn, som var udset til at blive et nordeuropæisk trafikknudepunkt.

Sidenhen har airberlin konstant tabt penge, og i begyndelsen af juni gik en aftale i vasken om at skabe et nyt østrigsk flyselskab med deltagelse af Air Berlin Plc, TUI AG samt Etihad Aviation Group. Dette selskab skulle have overtaget flyene fra airberlins østrigske datterselskab NIKI, således at den tyske luftfartskoncern kunne få 2,3 mia. kroner i kassen, hvilket var hårdt tiltrængt.

Forhandlingerne skulle dog ifølge tyske medier være genoptaget i starten af juli måned, og resultatet af disse forhandlinger kan være afgørende for, hvorvidt airberlin kan fortsætte som selvstændigt selskab, eller at det kommer til at indgå i en større europæisk konsolidering, hvilket nok er mere sandsynligt.

 

Relaterede artikler:

Airberlin beder om hjælp fra delstater

Airberlin: Vi overlever ikke uden ny partner

Lufthansa vil overtage gældfrit airberlin

Lufthansa-mand skal redde airberlin

Overlevelsesplan: Airberlin reducerer flåden fra 127 til 75 fly