- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

British Airways til Reykjavik

British Airways bliver fra oktober måned det syvende europæiske ruteflyselskab, der vil flyve til vulkanøen i Nordatlanten året rundt.

De europæiske flyselskaber har for alvor fået øjnene op for Island som rejsemål. Der har aldrig nogensinde været så mange europæiske flyselskaber, der flyver til og fra vulkanøen i nordatlanten.

British Airways har netop meddelt, at selskabet fra den 25. oktober i år vil flyve tre gange ugentligt mellem London-Heathrow og Keflavik-lufthavnen nær Reykjavik, Der flyves med Airbus A320 med plads til 152 passagerer, fordelt med 15 på Club Europa og 137 på Euro Traveller.

Dermed kommer British Airways ind i rækken af flyselskaber, der flyver hele året rundt til Keflavik. De islandske flyselskaber Icelandair og til dels WOW air flyver til og fra Island med såvel point-to-point trafik og transfertrafik for øje. Primera Air flyver derimod lavpris- og chartertrafik til og fra Island.

I de senere år er SAS, Norwegian, easyJet samt britiske Flybe kommet til med helårsruter, så ruteudbuddet mellem Europa og Island er blevet mere varieret.

Udover helårsruterne er der også mange flyselskaber, der betjener Island i sommersæsonen, hvor vejret er mere behageligt til at tiltrække de rendyrkede turister. I alt 14 flyselskaber flyver til og fra Keflavik i sommertrafikprogrammet.

Det er først og fremmest de regionale operatører Air Greenland og Atlantic Airways, men også lavprisflyselskaber som Transavia France, østrigske NIKI og spanske Vueling har fundet vejen til vulkanøen, ligesom amerikanske Delta Air Lines supplerer med en rute fra New York-JFK

En overraskelse
Den offentliggjorte rute fra London til Keflavik er noget overraskende. Først og fremmest fordi British Airways sædvanligvis åbner fritidsruter fra Gatwick-lufthavnen, da de svært tilgængelige slots (start- og landingstilladelser, red.) reserveres til forretnings- og transfertrafikken i Heathrow.

Endnu mere overraskende er det, at ruten startes op til vintersæsonen, hvor efterspørgslen er svagest. Det kunne tyde på, at British Airways angiveligt vil opjustere antallet af afgange, når der tages hul på sommertrafikprogrammet i 2016.

Med den nye rute mellem London og Keflavik er der blot to ud af de 10 største nordiske lufthavne, der endnu ikke har en British Airways-rute til Heathrow. Det er lufthavnene i Trondheim og Billund, der er henholdsvis den 8. og 10. største lufthavn i Norden.