- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Charterarrangører i ordkrig

Star Tour og Spies har kastet sig ud i en veritabel ordkrig over hvem af de to charterarrangører, der er størst.

Landets to største charterarrangører, Spies og Star Tour, er verbalt røget i totterne på hinanden. Stridens kerne er spørgsmålet om hvem af de to, som er den største.

Som CHECK-IN.dk kunne fortælle onsdag, så fortalte Star Tour i forbindelse med offentliggørelsen af sit årsregnskab, at de havde 240.000 chartergæster i perioden fra 1. oktober 2011 til 30. september 2012, som er selskabets regnskabsår. Og det betød, ifølge Star Tour selv, at de vippede Spies ned fra tronen som Danmarks største charterarrangør.

Men det passer ikke, lyder det nu fra Spies. Vi er stadig størst, hævder selskabet. For mens Star Tour kun fokuserer på charterrejsende, så tæller Spies også de kunder med, som rejser med rutefly.

”Star Tour gør i deres pressemeddelelse omkring årsregnskabet meget ud af, at de nu har flere gæster end Spies. Fakta er imidlertid, at Spies havde ca. 270.000 gæster i det seneste regnskabsår – heraf de ca. 30.000 med rutefly,” siger kommunikationschef Torben Andersen fra Spies.

Forsøg på sløring
Ifølge Torben Andersen, så er Star Tours erklæring, om at de er de største, kun et forsøg på at dække over et skuffende regnskab.

”Man kan vel sige, at Star Tours vækst har kostet dem 24 mio. kroner i det deres resultat er faldet fra 88 mio. kroner i 2011 ned til 64 mio. kroner i 2012. Det ser ud som om de forsøger at sløre dette med en ukorrekt information om antallet af rejser hos de to største aktører,” lyder bredsiden fra Spies-chefen, der ikke er bange for både at gøre krav på titlen som de største og som dem, der er bedst til at tjene penge.

”Vores strategi er at tilpasse og udvikle os efter markedet og de trends, der råder der. Vi har været dygtige til det og er nu både størst og tjener flest penge,” fastslår Torben Andersen.

Læs også:
Star Tour: Nu er vi størst