- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Charterflyselskab tilbyder streamet underholdning

Thomas Cook Airlines er første flyselskab i Norden med et nyt underholdningssystem, hvor passagererne kan streame indhold til egen medbragt elektronik.

Siden 2013 har Norwegian tilbyde Video-on-demand og andre underholdningstilbud på de af selskabets fly, der er udstyret med WiFi. Selv om det er gratis at benytte flyenes WiFi-løsninger, skal man dog stadig betale fem euro, eller hvad der svarer til 37 danske kroner at få adgang til underholdningen, der kan streames på egen PC, tablet eller smartphone.

Nu har Thomas Cook Airlines Scandinavia, der primært flyver for Spies, fået et næsten tilsvarende tilbud. Selskabet hævder at være først i Norden med et nyt system, hvor det er muligt at se film, tv-serier, lytte til musik eller læse diverse magasiner under flyvningen. Systemet hedder SunStream og vil være tilgængeligt fra passagerernes egen medbragte elektronik, hvad enten det er tale om tablets, smartphones eller bærbare computere.

Udover de mange underholdningstilbud er det også muligt at bestille taxfree-varer online fra Airshoppen, og på sigt skal det være muligt at bestille udflugter på rejsemålet inspireret af videoer fra det aktuelle rejsemål.

“Vi arbejder hele tiden på at udvikle kreative ideer, som kan gøre flyvningen sjov og bekvem lige fra forudbestilling af taxfreevarer fra Airshoppen og en opgradering af kabinerne i vores fly til digitale og personligt tilpassede underholdningssystemer på både korte og mellemlange flyvninger. Det er helt i tråd med underholdningen ombord på vores oversøiske flyvninger, som har været en stor succes, siden vi lancerede det i 2016,” siger Christoph Debus, som er chef for flyselskaberne i Thomas Cook Group.

30 kroner per passager
Passagererne får adgang til de mange underholdningstilbud ved at downloade en gratis app, og under flyvningen kan man så aktivere WiFi og koble sig på underholdningssystemet. Det er naturligvis gratis at benytte informationer om rejsemålene samt at bestille taxfree-produkter og sidenhen udflugter, men skal man se film, lytte til musik eller benytte sig af de andre underholdningstilbud, skal der betales fire euro (30 danske kroner, red.) per passager per flyvning. Her lokker flyselskabet med en familiepakke til fire personer til 15 euro, der svarer til 112 kroner.

Det nye SunStream-system bliver løbende indfaset på flyene i Thomas Cook Group. I øjeblikket er der to ud af tre fly på de korte og mellemlange ruter, der har fået underholdningsserveren installeret. Rejsende med Spies vil få information inden rejsen, hvis SunStream er tilgængeligt på den aktuelle flyvning, SunStream vil blive tilgængeligt på flyvninger med Thomas Cook Airlines UK, Thomas Cook Airlines Scandinavia samt Condor Flugdienst.

Rejser man ikke med et fly, der har adgang til underholdning, eller ønsker man ikke at betale for at se film og høre musik, kan man naturligvis følge med på de skærme, som er monteret under hattehylderne i flyet.

 

Relaterede artikler:

WiFi på vej i Dreamlinere og MAX hos Norwegian

Qatar: Ikke brug for IFE-systemer i flyene

Lufthansa klar med IFE-app til mellemlange ruter

Norwegian bliver filmudlejer