- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Chartergæster med A380 fra København

Charterarrangøren Apollo kan i den kommende vintersæson tilbyde rejser med A380 til Dubai og Mauritius med Emirates.

Nyheden om Emirates´ kommende opgradering af flytype på ruten fra Dubai til København kommer også charterrejsende til gode. Når Emirates fra den 1. december indsætter det 615-sæder store dobbeltdækkerfly på ruten til København, vil gæster hos charterarrangøren Apollo få en flyoplevelse ud over det sædvanlige.

Apollo tlbyder blandt andet eksotiske rejsemål som Goa, Bali, Dubai, Maldiverne og Mauritius. På rejserne til Mauritius og Dubai vil chartergæsterne ankomme med stil i den store A380 megajumbo.

“Denne vinters program bliver det største oversøiske rejseprogram vi nogensinde har præsteret hos Apollo. Samtidig har vi gjort lt for at sikre en god rejse fra A-Z ved at samarbejde med nogle af verdens bedste flyselskaber. Derfor vil Emirates flyve vores gæster ud af København med den imponerende Airbus A380, når den indsættes på den daglige rute mellem Dubai og København,“ siger Glenn Bisgaard, der er kommunikationschef hos Apollo.

A380 hele vejen til Mauritius
Rejsen til Mauritius er med A380-transport på samtlige strækninger, og priserne starter ved 9.998 kroner

Emirates flyver fra København dagligt med A380´eren kl. 14.20 med ankomst i Dubai kl. 23.35 lokal tid. Videre transport til Mauritius med A380 foregår kl. 03.10, og kl. 09.40 kan man gå fra borde på megjumboen og træde ud i ferieparadiset efter en rejsetid på 16 timer og 40 minutter.

Hjemrejsen er 20 minutter hurtigere og indledes med en natflyvning kl. 23.40 fra Mauritius. Ankomsten i Dubai er kl. 05.40, inden man kl. 08.20 sætter kursen mod København, hvor flyet vil lande kl. 12.20.

Den særlige version af A380-flyet, der benyttes på ruten mellem Dubai og København er det passagerfly i verden, der er indrettet med flest sæder. Der er tale om en særlig to-klasses version med 56 sæder på Business Class og hele 559 sæder på Economy Class.