- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Chartergæsterne svigtede i juli

I de tre største jyske lufthavne var der et samlet fald på 16.126 charterpassagerer i juli måned. Tallene dækker dog over tilbagegang i Billund og Aarhus, men fremgang i Aalborg.

Det har været svært at trække chartergæsterne til de jyske lufthavne i juli måned. I forhold til samme måned sidste år var der 16.126 færre charterpassagerer gennem de tre største jyske lufthavne, hvilket svarer til en tilbagegang på omkring otte procent

Det er først og fremmest det varme sommervejret, der har gjort det svært for charterarrangørerne at få solgt samtlige sæder i flyene, men også en reduceret kapacitet i især Billund Lufthavn har medvirket til den relativt markante nedgang.

I Billund Lufthavn mistede man rent faktisk hver 10. charterpassager i juli månes, da passagertallet for dette segment faldt med 10,1 procent fra 165.904 til 149.072. Det svarer til 16.832 charterpassagerer.

”Det er et fald, der desværre ikke kommer som en overraskelse for os, da der i udgangspunktet var sat ca. 18.000 færre sæder til salg. Så set i det lys, er udviklingen i chartertrafikken stort set som forventet. Men samtidig skal det også nævnes, at den varme og solrige danske sommer har gjort det vanskeligt for rejsebureauerne at få solgt de sidste rejser, hvilket er beklageligt,” siger administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen fra Billund Lufthavn i en kommentar til tallene.

I Billund har der været tilbagegang på de klassiske destinationer som Tyrkiet og Spanien, mens Grækenland derimod har trukket flere passagerer end samme måned sidste år.

Indtil videre har Billund Lufthavn mistet 30.241 charterpassagerer i årets første syv måneder, og såfremt udviklingen fortsætter vil lufthavnen miste op imod 50.000 passagerer på hele året, hvilket vil gøre charteråret 2014 i den syddanske lufthavn til det ringeste siden 2009.

Charterfremgang i Aalborg
Bevæger man sig omkring 150 kilometer nordpå, finder man Aarhus Lufthavn, der i disse år er under et gevaldigt pres, hvor der konstant tabes passagerer.

Det er heller ingen undtagelse i juli måned, hvor chartersegmentet viser en tilbagegang på 14,2 procent alene. Antallet af charterpassagerer faldt fra 7.923 til 6.976, hvilket rundt regnet var 1.000 færre end juli måned året før.

Det er kun i Aalborg Lufthavn, at man er i stand til at vise fremgang i chartersegmentet. Her voksede antallet af charterpassagerer fra 32.064 til 33.897, hvilket isoleret set er en vækst på 5,7 procent.

“Vejret herhjemme har jo været ganske udsædvanlig for en dansk sommer og har ikke ligefrem været til fordel for charterbureauerne, så set i lyset af det faktum, er vi meget tilfredse med fremgang på netop chartertrafikken, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen fra Aalborg Lufthavn.

Lufthavnene i Aalborg og Billund kæmper en indædt kamp om chartermarkedet i Aarhus og Østjyllands-området, hvor Aalborg Lufthavn kan lokke med gratis parkering, mens Billund ofte kan bruge lavere priser og flere valgmuligheder som lokkemiddel. I klemme kommer Aarhus Lufthavn, der blot har få charterafgange til de mest populære destinationer.

En tidlig sommermorgen i Billund Lufthavn. Foto: Morten Lund Madsen