- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Chartertilbagegang i Odense

HCA Airport i Odense oplevede i 2015 en tilbagegang i antallet af charterrejsende, mens det samlede antal rejsende til og fra lufthavnen steg en anelse.

Odense Lufthavn, der for et par år siden omdøbte sig selv til at hedde HCA Airport, kunne i 2014 bryste sig af at være den danske lufthavn med størst passagervækst. En fremgang på hele 36,5 procent blev det til i lufthavnen, der er opkaldt efter Odense-bybarnet og digteren H.C. Andersen.

Det væksteventyr skulle dog ikke fortsætte i 2015. Her fik lufthavnen nemlig kun en passagerfremgang på 1,2 procent til 15.932 passagerer. Og hvis man zoomer ind på den chartertrafik, som udgør hovedparten af de rejsende til og fra den fynske lufthavn, så var der faktisk en svag tilbagegang på 3,1 procent til 12.328 passager. Det skyldtes primært af Detur droppede sine planer om flyvninger mellem Odense Lufthavn og destinationer i Tyrkiet.

De tilbageværende charterarrangører Apollo, Bravo Tours, Spies og Gislev øgede antallet af afgange fra HCA Airport med 11,1 procent til 60 afgange til i alt 7 destinationer.

Forøget betragteligt
Odense Lufthavns direktør, Christian Berg, satser på en vækst på næsten 20 procent i 2016, så lufthavnen når op på over 19.000 passagerer.

”Vi kan se på udviklingen til 2016, at Bravo Tours og Gislev øger deres udbud af destinationer og afgange, så væksten forventes at blive betragteligt forøget, hvilke vi ser som yderst positivt,” siger Christian Berg til CHECK-IN.dk.

Han forventer at antallet af charterflyvninger fra Odense-lufthavnen stiger med 43 procent til 86 flyvninger henover foråret og sommeren.

Til Syditalien
Efter en pause på knap 18 år blev 2015 året, hvor Odense Lufthavn fik sin første rigtige ruteflyforbindelse, hvor flyrejsen kan købes separat uden at være en del af en charterpakkerejse. Det skete da Danish Air Transport i maj begyndte at flyve en gang ugentligt til Napoli i Syditalien og retur.

Ruten blev etableret fordi rejsearrangøren Gislev Rejser havde hyret Danish Air Transport til at transportere Gislev Rejsers gæster. Den fynske rejsearrangør aftog dog kun omkring halvdelen af sæderne i det fly, som Danish Air Transport anvender. Derfor satte DAT selv de resterende sæder til salg.

Drømmer om flere ruter
Napoli-ruten vinterlukkede i oktober, men vender tilbage i sommeren 2016. Og her kan den meget vel få følgeskab af endnu en rute, ligesom DAT meget vel kan sige goddag til et andet flyselskab i lufthavnen. I Odense Lufthavn drømmer man nemlig om flere ruter og flere flyselskaber i de kommende år.

”Vi kunne godt tænke os tre ruteflyselskaber. For selv om vi har stor fremgang på chartertrafikken, så batter en ugentlig rute noget mere,” forklarede Christian Berg til CHECK-IN.dk i september sidste år.

På det tidspunkt var han ikke bange for at sætte et stort mål for den lille lufthavn.

”Vores ambition er at nå over 100.000 passagerer i 2018. Det er ambitiøst, men med et par nye ruteflyselskaber i folden er det også realistisk,” understregede Christian Berg, der på det tidspunkt var i dialog med en håndfuld europæiske flyselskaber om at åbne rute til lufthavnen nær den lille landsby Beldringe nordvest for Odense.