- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

China Eastern er landet i Skandinavien

I løbet af blot tre uger har to kinesiske flyselskaber åbnet ruter til Skandinavien. Den 30. maj landede Air China i Københavns Lufthavn med første flyvning fra Beijing, og lørdag var Stockholm-Arlanda destinationen for den første flyvning med China Eastern Airlines til Skandinavien.

Mens Danmark ofte bruger historien om eventyrdigteren H.C. Andersen til at tiltrække kinesiske turister, så har svenskerne et andet trumfkort på hånden. Det er Jan-Ove Waldner, der er en levende legende inden for bordtennissporten, der er særdeles populær i Kina. Den mangedobbelte verdensmester flyttede oprindeligt til Kina som 14-årig og har opnået at blive portrætteret på kinesiske frimærker og bliver i Kina kaldet Lao Wa, hvilket betyder gamle Waldner.

Jan-Ove Waldner spiller bordtennis med Yan Li, europæisk direktør for China Eastern Airlines. (Foto: Sören Andersson | CC)

Derfor var Jan-Ove Walder på pletten, da China Eastern Airlines lørdag officielt blev modtaget i Stockholm-Arlanda. Den tidligere svenske bordtennisstjerne tog i lufthavnsterminalen iet slag bordtennis med Yan Li, der er europæisk direktør for det kinesiske flyselskab.

Under 10 timer
Første flyvning med rutenummer MU289 blev gennemført i en rekordtid på ni timer og 48 minutter, mens der er i tidtabellen er afsat 11 timer og 10 minutter til den samlede flyrejse. Det betød, at selvom flyet havde en lille forsinkelse ved afgangen fra Shanghai, så landede det alligevel en time før tid i den svenske hovedstadslufthavn kl. 05.11 lørdag morgen.

Det var en fire år gammel Airbus A330-200 (registrering B-5937), der lørdag morten satte hjulene på asfalten i Arlanda og kørte ind til gate F55 i Terminal 5. China Eastern vil fremover flyve fire gange om ugen mellem den kinesiske millionby og Stockholm.

200.000 rejsende
Kina er et vigtigt marked for svensk erhvervsliv, der årligt eksporterer for op imod 60 milliarder svenske kroner til den kinesiske folkerepublik, mens importen er på nogenlunde samme størrelse. Omkring en tredjedel af de svenske virksomheder i Kina har etableret sig i området omkring Shanghai.

Årligt er der 200.000 rejsende mellem Kina og Sverige, og fremover bliver China Eastern Airlines sammen med Air China alene om at betjene det kinesiske marked med direkte flyvninger. Air China flyver i sommerhalvåret dagligt til Beijing og med lidt færre afgange i vinterhalvåret. Fastlandskina har hidtil også været tilgængelig via Hong Kong, men SAS har netop besluttet at flytte denne rute til København fra den 28. oktober i år.

“Kina er et uhyre vigtigt eksportmarked for Sverige, og i Shanghaiområdet er der mange etableringer. Den nye direkte rute mellem Stockholm Arlanda Airport og Shanghai er derfor af stor betydning for svensk erhvervsliv og kommer også til at bidrage til at gøre Sverige og Stockholm mere attraktiv for det voksende antal kinesiske besøgende,” siger Jonas Abrahamsson, der er koncernchef for lufthavnsoperatøren Swedavia, der driver Stockholm Arlanda Airport.

 

Relaterede artikler:

Officielt: Stockholm får Shanghai-rute

SkyTeam-selskab vil flyve fra Shanghai til Skandinavien

Flere SAS-flyvninger til Shanghai