- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Cimber Sterling og Ryanair kæmper om herredømmet i Billund

En analyse fra anna.aero viser, at Cimber Sterling og Ryanair tilsammen har 60 % af rute-passagererne ud af Billund Lufthavn.

Airline Network and Analyses (anna.aero) er en britisk virksomhed, der udarbejder analyserom lufthavne og luftfartsindustrien. Den tidligere leder af Business Development hos Maersk Air Limited, Ralph Anker, står i spidsen for netsiden og det redaktionelle indhold.

Det er måske en af årsagerne til, at der fokuseres på Billund Lufthavn i den seneste udgave af nyhedsbrevet fra anna.aero.

Her konstateres det, at Cimber Sterling og Ryanair kæmper om herredømmet i den internationale vestdanske lufthavn, mens KLM, Lufthansa og British Airways (SUN-AIR) må se til fra sidelinien. Samtidig bemærker anna.aero, at SAS slet ikke er repræsenteret med ruter til og fra Danmarks næststørste lufthavn.

Passagerudviklingen har været ganske imponerende siden især Maersk Air satsede på udenrigsruter i begyndelsen af 1990´erne. Indtil da havde lufthavnen primært været kendt som en indenrigs- og charterlufthavn.

anna.aero BLL

Kilde og grafik: Airline Network and Analyses (anna.aero)

Kurven knækker dog fra 1997 til 2003, hvor anna.aero mener, at det skyldes tilbagegangen i chartertrafikken, der får lufthavnens passagertal til at falde i en årrække. Det er en del af årsagen, men det er dog først og fremmest et markant fald i indenrigstrafikken som følge af etableringen af den faste forbindelse over Storebælt, der har givet negativ passagervækst i den omtalte periode.

Chartertrafikken er nu tilbage på et niveau med ca. 1 mio. passagerer (afgående og ankommende) årligt – og med en stigning i udenrigsrutetrafikken fra 0,8 mio. til 1,4 mio. passagerer fra 2006 til 2008 har Billund Lufthavn haft nogle rigtig gode år. Godt hjulpet på vej af Ryanair og det tidligere Sterling Airlines.

I 2009 har situationen dog været anderledes. Imponerende vækstrater er blevet afløst af et samlet passagerfald på op imod 14 % ved udgangen af 1. halvår af 2009. Det har primært været Sterling-konkursen, men også i noget grad den faldende efterspørgsel, der har ramt lufthavnen hårdt.

Der er altid en risiko forbundet med at være afhængig af én eller flere større kunder. Således mistede Billund Lufthavn 25 % af sin trafik ved Sterling-konkursen i oktober sidste år. Det meste er ved at være hentet tilbage. I dager Ryanair med en passagerandel på 32 % den største rute-operatør fra lufthavnen.