- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Cimber Sterling opgiver planer om Grønland-rute

Såvel Cimber Sterling som Norwegian har tidligere barslet med planer om en rute til Grønland. Nu har Cimber Sterling i første omgang opgivet planerne.

For nogle måneder siden viste både Norwegian og Cimber Sterling interesse for at oprette ruter til Grønland. Cimber Sterling overvejede at benytte en af de nye Boeing 737-700 fly på en ny rute mellem Aalborg Lufthavn og Kangerlussuaq (Sønder Strømfjord).

Norwegian havde overvejelser om åbne ruter fra København og Aalborg til henholdsvis Kangerlussuaq og Narsarsuaq (Nuuk). Hvorvidt det norske selskabs planer bliver aktuelle vides ikke på nuværende tidspunkt.

Cimber Sterling har dog definitivt droppet sine planer. Det skriver webavisen KNR.gl ifølge boarding.no. Planerne er angiveligt blevet stoppet p.g.a. manglende samarbejdsvilje hos Air Greenland, der opererer de grønlandske indenrigsflyruter.

“Vi havde håbet på at kunne flyve på en sæsonrute og så samarbejde med Air Greenland, så turister kunne komme videre til andre regioner i Grønland uden at skulle checke ind igen. Men det samarbejde kunne desværre ikke etableres,“ siger Cimber Sterlings kommunikationschef Signe Thorup til KNR.

Dermed kan man konkludere, at det i første omgang er lykkedes Air Greenland at spænde ben for det nye syddanske luftfartsprojekt, der hidtil har fået god opbakning fra bl.a. det grønlandske og nordjyske erhvervsliv.