- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Codeshare mellem Cathay og high speed katamaran

Cathay Pacific åbner en forbindelse mellem lufthavnen i Hong Kong og Macao ved en codeshare med rederiet Cotai Water Jet.

Nu kan rejsende med Cathay Pacific rejse videre fra lufthavnen i Hong Kong til et af Asiens førende turist- og underholdningscentre på Macao, efter flyselskabet har indgået en codeshare aftale med færgerederiet Cotai Water Jet.

Fra den 26. februar kommer der en ’CX’-kode på Cotai Water Jet sejlruter mellem Hong Kong International Airport (HKIA) og Taipa Ferry Terminal, hovedgateway til Macaos pulserende Cotai Strip.

I den indledende periode kan passagerer med Cathay Pacific fra Australien, Canada, New Zealand, Singapore og USA booke deres rejser til Macao på flyselskabets lokale hjemmesider. Muligheden udbredes til Cathays øvrige destinationer verden over i de kommende måneder.

Passagererne med Cathay Pacific får automatisk sendt deres bagage videre med en af de seks daglige sejladser med Cotai Water Jet mellem Hong Kong og Macao, der afsejler fra SkyPier ved lufthavnen.

Sejler med 42 knob
Cathay Pacific Chief Customer and Commercial Officer Paul Loo: “Vi er glade for at kunne føje Macao til vores voksende rutenet. Macao er en livlig attraktion at besøge for de internationale rejsende.

Direktør for Macaos Turistbureau, Maria Helena de Senna Fernandes: “Codeshare aftalen betyder en betydelig forbedring i adgangsforholdene til Macao, og er med til at styrke Macaos position som et af verdens turismecentre”.

High speed færgerne mellem Hong Kong og Macao er 47,5 meter lange og har plads til godt 400 passagerer. Færgerne er bygget som katamaraner i Australien og drives af fire-motorede water-jets, som giver færgerne en topfart på 42 knob.

Relaterede artikler:

Cathay Pacific får Qatar Airways i ejerkredsen

Cathay Pacific annoncerer tre nye ruter

Cathay giver CPH første A350-rute