- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Condor i nyt samarbejde med Etihad Airways

En ny codeshare-aftale mellem Condor og Etihad Airways vil understøtte det tyske flyselskabs ekspansion i den persiske golf. Condor vil flyve til Abu Dhabi fra to tyske byer.

Fra maj næste år vil det tyske flyselskab Condor etablere en direkte rute fra hovedbasen i Frankfurt til Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.

I juni fortsætter Condor ekspansionen til den mellemøstlige region med flyvninger fra Berlin til Abu Dhabi, hvorfra der er hurtige forbindelser videre til en lang række destinationer i blandt andet Mellemøsten.

Ruten fra Frankfurt vil blive betjent med Condors Airbus A330neo, mens flyvningerne fra Berlin vil ske med en Airbus A320neo. Begge ruter vil blive fløjet dagligt.

Ruterne vil blive markedsført af både Condor og Etihad Airways, der har indgået et codeshare-partnerskab. 

Gode forbindelser til Mellemøsten og Asien
“Det er Condors første code share aftale med Etihad Airways, og det er endnu et skridt i retning af, at Condor bliver en ægte global aktør med partnerskaber med førende flyselskaber over hele verden,” siger Jens Boyd, Condors kommercielle direktør.

Han tilføjer, at partnerskabet betyder bedre forbindelser mellem Frankfurt og Berlin og landene i Golfregionen, hvorfra Etihad Airways har et stort netværk.

Etihad udtrykker også stor tilfredshed med partnerskabet mellem de to flyselskaber.

“Tyskland er et vigtigt marked for Etihad, og de nye forbindelser til Frankfurt og Berlin imødekommer helt klart en efterspørgsel hos passagererne. Ruterne styrker yderligere forbindelserne mellem Tyskland og De Forenede Arabiske Emirater,” siger Arik De, kommerciel direktør i Etihad.

Fælles markedsføring af ruterne
Codeshare-aftalen indebærer, at ruterne vil blive markedsført af både Condor og Etihad Airways.

Partnerskabet betyder, at passagerer med Condor får adgang til Etihad Airways globale netværk via selskabets trafikale knudepunkt i Abu Dhabi. Herfra kan de rejsende hurtigt flyve videre til Sydøstasien, Japan, Kina og Australien. På samme måde kan rejsende med Etihad gøre brug af Condors netværk i Europa.

Condor flyver allerede til De Forenede Arabiske Emirater, idet selskabet her i november åbnede en rute fra Stuttgart til Dubai med fire ugentlige afgange. Selskabet flyver også dagligt fra Berlin til Dubai. Det sker i et codeshare samarbejde med flyselskabet Emirates.

For mere end 10 år siden havde Etihad et lignende samarbejde med tyske Air Berlin, som man købte en større ejerpost i. Det tyske selskab gik dog konkurs i 2017.

 

Relaterede artikler:

Domstol: Lufthansa skal ikke give særpris til Condor

Condor åbner rute til Kina i 2025

Condor starter op på tyske indenrigsruter