Nyt forskningsprojekt skal kortlægge omfanget af ultrafine partikler og kemiske stoffer i arbejdsmiljøet i lufthavne. Det sker i tæt samarbejde med Københavns Lufthavn, der selv arbejder med at mindske luftforurening.
Forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) skal undersøge, i hvilket omfang lufthavnsansatte kan blive eksponeret for partikler og kemikalier i løbet af deres arbejdsdag. Med en ny forskningsbevilling kan NFA måle niveauer af ultrafine partikler og kemiske stoffer i arbejdsmiljøet og finde nye løsninger til at mindske medarbejderes eksponering.
Projektet vil blive gennemført i samarbejde med Københavns Lufthavn, som stiller faciliteter til rådighed og opfordrer medarbejdere til at deltage.
”Lufthavne er komplekse arbejdspladser, hvor der kan forekomme både partikler og kemiske stoffer i arbejdsmiljøet. I dette projekt får vi mulighed for både at måle, hvad de ansatte egentlig er i kontakt med og afprøve konkrete løsninger til at mindske eksponeringen”, siger Anne Thoustrup Saber, der er seniorforsker på NFA og skal lede det nye forskningsprojekt.
Vil finde løsninger til gavn for medarbejderne
Forskerne vil kortlægge lufthavnsansattes eksponering. Det gør de ved at måle antallet af partikler omkring de ansattes mund og næse, altså hvor meget de kan forventes at indånde. Der vil også blive anvendt silikonearmbånd til at måle eksponering for kemiske stoffer i arbejdsmiljøet. Endelig vil man analysere urinprøver fra de ansatte for blandt andet tjærestoffer for at finde ud af, om de undersøgte stoffer er blevet optaget i kroppen.
Når resultaterne er indsamlet og bearbejdet, vil forskerne i samarbejde med Københavns Lufthavn udarbejde en række tiltag, som kan mindske de ansattes eksponering for ultrafine partikler og kemiske stoffer.
”Vi håber at kunne finde gode løsninger, der kan mindske mængden af ultrafine partikler og kemi, som den enkelte medarbejder er i kontakt med. Det er vigtigt for os at gøre det i samarbejde med en lufthavn for at sikre, at tiltagene passer ind i medarbejdernes arbejdsgange. Ellers risikerer vi, at tiltagene slet ikke virker,” siger professor Ulla Vogel fra NFA.
Københavns Lufthavn efterlyser viden
Københavns Lufthavn deltager i projektet som led i sit eget arbejde med at mindske luftforurening i arbejdsmiljøet.
Selvom lufthavnen overholder alle grænseværdier for luftkvalitet, arbejdes der målrettet på at minimere udledninger. Det sker blandt andet gennem elektrificering af køretøjer og udstyr samt optimering af procedurerne for håndteringen af fly.
”Vi er optaget af at reducere luftforureningen og især antallet af ultrafine partikler fra fly. Der er i dag kun begrænset viden om helbredseffekterne og derfor heller ingen grænseværdier. Derfor vil vi gerne engagere os i forskning, der kan styrke det samlede vidensgrundlag og bidrage til nye løsninger, der kan komme alle lufthavne til gavn,” siger Maria Skotte, direktør for bæredygtighed i Københavns Lufthavn.
Tidligere har Anne Thoustrup Saber, Ulla Vogel og kollegerne i NFA haft fokus på blandt andet brandfolks og værnepligtiges eksponering for partikler og fundet løsninger, der har gjort det mere sikkert at gå på arbejde.
Relaterede artikler:
Installerer varmefølsomme kameraer i CPH