- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

CPH er mest punktlige lufthavn i Nordeuropa

I januar måned var Københavns Lufthavn bedst i Nordeuropa til at få flyene afsted til tiden. Over 86 procent af samtlige 6.656 starter blev gennemført til tiden.

Mens flyselskaberne bliver målt på hvor mange af deres fly, der ankommer til tiden, så bliver lufthavnene målt på hvor mange fly, de får sendt afsted til tiden. Og her kan Københavns Lufthavn bryste sig af, at være den bedste blandt de større nordeuropæiske lufthavne.

Ud af i alt 6.656 afgange fra Amager-lufthavnen afgik 86,18 procent inden for de 15 minutter efter planlagt afgangstid, som Flightstats definerer som rettidig afgang. Lidt over 10 procent lettede mellem 15 og 44 minutter for sent, mens omkring 3,7 procent var mere end 45 minutter bagefter fartplanen, da hjulene slap asfalten i CPH. Og 1,6 procent af flyvningerne kom aldrig i luften, da de blev aflyst.

To ud af tre til tiden
I Oslo bider man København lidt i haserne med 82,63 procent af afgangene i luften til tiden. Til gengæld ser det noget mere skidt ud i Stockholm Arlanda. Her kom knap 71,8 procent af flyene afsted til tiden. Stockholmerne kan trøste sig med at mere end 21 procent af flyene kom afsted mellem 15 og 29 minutter for sent. Så en lille forbedring ville hurtigt flytte mange afgange op i kategorien med rettidige afgange. Flightstats’ målinger bygger på 100 flere afgange i Arlanda end i København, og mere end 1400 flere Oslo-afgange end københavner-afgange.

I Helsinki blærer lufthavnen sig ofte med sin evne til at holde banerne åbne i alt slags vejr. Men det er dog ikke ensbetydende med at trafikken glider ubesværet. Således fik Helsinki kun sendt under to ud af tre fly afsted til tiden i januar måned.

Baghjul til storebror
Københavns Lufthavn har et mål om at være Nordeuropas bedste trafikknudepunkt og i det arbejde har lufthavnen blikket stift rettet mod storebroderen i det hollandske, Amsterdams Schiphol Lufthavn. Og målt alene på evnen til at sende flyene afsted til tiden giver lillebror baghjul til storebror. Kun 79,23 procent af flyvningerne kom afsted til tiden fra Schiphol. Men inden københavnerne får armene for langt op over hovedet, så er det værd at huske, at tallene fra Amsterdam bygger på mere end dobbelt så mange afgange som i København, og at Amsterdam var hårdt ramt af en snestorm i midten af januar.

Ser man på hele Europa, så kommer København ind på en femteplads efter Palma de Mallorca, Barcelona, Athen og Prag. Suverænt dårligst til at få flyene i luften til tiden var man i januar måned i Moskvas Vnukovo Lufthavn. Her afgik under 19 procent af alle fly til tiden.