- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

CPH-fly havde svært ved at komme afsted til tiden

Det var ikke kun bagagen, der voldte problemer i Københavns Lufthavn i juli. Også flyene havde svært ved at komme afsted til tiden. Sværere end i de konkurrerende lufthavne.

Nedbrud i bagagesorteringsanlægget to lørdage i træk i juli måned i Københavns Lufthavn trak store overskrifter. Men det var ikke kun kufferterne, der havde en lidt svær tid i lufthavnen i den forgangne måned. Også flyene havde det svært. Således må lufthavnen notere sig, at kun 77,3 procent af flyene afgik fra lufthavnen inden for de 15 minutter efter planlagt afgangstid, som defineres som rettidigt. Det viser tal fra Flightstats.

Den præstation placerer Københavns Lufthavn på en skuffende 17. plads på listen over europæiske lufthavne med mest rettidige afgange. Og Københavns Lufthavn må se i øjnene, at de nordeuropæiske storlufthavne, som man ynder at måle sig op imod, kan fem ud af seks fremvise bedre tal.

Foruden Oslo Gardermoen og Stockholm Arlanda, så måler Københavns Lufthavn sig ofte også op i mod Helsinki, Berlin Tegel, Hamburg og Amsterdam Schiphol.

Duksen i den gruppe er Oslo Gardermoen, hvor 84,43 procent af flyene kom afsted til tiden. På anden- og tredjepladsen følger Hamburg og Amsterdam, der parentes bemærket havde næsten 10.000 flere afgange end Københavns Lufthavn. På fjerde- og femtepladsen møder vi Berlin Tegel og Helsinki Lufthavn.

Over 45 minutter
Den eneste af de største lufthavne i Nordeuropa, som gør det dårligere end Københavns Lufthavn, er Stockholm Arlanda, hvor kun 73,4 procent af flyene afgik til tiden i juli. Til gengæld kom forsinkelsen i Københavns Lufthavne langt oftere op på over 45 minutter. Således kom 5,75 procent af alle afgange fra CPH afsted mindst 45 minutter for sent. I Stockholm var det kun 1,68 procent af alle afgange.

Også i Oslo, Helsinki, Berlin Tegel, Hamburg og Amsterdam var man bedre end i København til at holde forsinkelserne under 45 minutter.

Endelig har Flightstats opgjort hvor mange flyvninger, der decideret måtte aflyses. Her indtager Stockholm Arlanda duksepladsen med kun 0,29 procent aflyste afgange, mens Københavns Lufthavn med 1,05 procent kun lige akkurat slår Berlin Tegels 1,07 procent.

Moskva var agterlanterne
Ser man på alle større europæiske lufthavne, så München den lufthavn, hvor flest fly afgik til tiden. 86,12 procent af alle mere end 13.000 afgange. Agterlanternen var Moskvas Sheremetyevo Lufthavn, hvor kun 38,66 procent af flyene kom afsted inden for 15 minutter. I Lissabon fik man med næsten 16 procent æren af at have flest forsinkelser på over 45 minutter. Og i Moskvas Vnukovo Lufthavn kunne man ”bryste sig af” at have rekorden i aflyste flyvninger i juli. Således blev over seks procent af alle flyvninger fra lufthavnen i juli aflyst.