- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

CPH gør klar til terminaludvidelse

Det skal være nemmere at komme frem i Københavns Lufthavns Terminal 2, der derfor skal udvides med 4.000 kvadratmeter.

Københavns Lufthavn tager nu de første skridt henimod at forbedre forholdene et af de mest befærdede steder i lufthavnens terminaler. Det er området airside i Terminal 2 mellem udgangen til Finger A og Finger B, der skal udvides markant med 4.000 kvadratmeter. I dag er butiksstrøget her en af de største flaskehalse for flowet af passagerer gennem lufthavnen. Et smalt strøg med masser af butikker kan til tider gøre det svært for passagererne at komme frem.

Samtidig er arealerne ud mod lufthavnens forplads fyldt op med borde i tilknytning til de restauranter, som er placeret i den ”ø”, der ligger ned langs strøget. Det er blandt andet her Aviator-loungen er placeret en etage opppe og her man finder MASH-restauranten.

Fortsat komme frem
I Københavns Lufthavn er man godt klar over at der er behov for at gøre noget, så passagererne fortsat kan komme frem i takt med at antallet af rejsende vokser. Derfor er det planen at udvide terminalområdet med omkring 30 meter i bredden og snuppe noget af forpladsen uden at det dog berører de første gates i Finger A og Finger B.

Opgaven med at projektere og anlægge terminaludvidelsen er netop blevet sendt i EU-udbud. Heraf fremgår det, at Københavns Lufthavn agter at gennemføre udvidelsen rimeligt kvikt. Om godt to uger skal interesserede melde sig og i november forventes den endelige kontrakt på 400 mio. kroner tildelt til den heldige vinder, der så får 22 måneder til at bygge de 4.000 kvadratmeter.

Udvide legeområde
Efter udvidelsen vil det være muligt at komme ned gennem terminalen gennem både det eksisterende strøg og et nyt bredt strøg i tilbygningen. Her bliver der desuden plads til nye butikker og restauranter. Næsten 1.000 af de 4.000 kvadratmeter vil blive optaget af butikker, mens nye restauranter vil fylde godt 300 kvadratmeter.

Der bliver også plads til at udvide det nuværende særdeles pauvre legeområde, ligesom den populære udendørs rygeterasse ved udgangen til Finger B får en søsterterasse ved udgangen til Finger A.

Vinderen af udbuddet skal være opmærksom på, at lufthavnen skal fungere imens der om- og tilbygges. Strøget gennem terminalen og gangen langs de nuværende vinduespartier skal være åben for trafik i hele byggeperioden og kan maksimalt lukkes 10 min. om natten pr. lukning. Standplads B2 med tilhørende gatelounge tættest på byggepladsen skal fungere under hele byggeriet.

 

 

Relaterede artikler:

CPH gør klar til at bygge ny langdistance-finger

CPH bygger gammel terminal om

CPH udvider sikkerhedskontrol markant

CPH har kurs mod de 30 millioner