- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

CPH: Ingen kompensation for banelukning

Københavns Lufthavn vil ikke kompensere flyselskaberne økonomisk, hvis lufthavnen ikke har tværbanen og må lukke på grund af sidevind.

Hvis Københavns Lufthavn får sin vilje, så vil lufthavnens såkaldte tværbane, bane 12/30, blive lukket i 2022. Det betyder, at fly til og fra lufthavnen mister muligheden for at benytte banen, når der er meget kraftig sidevind på tværs af de to såkaldte parallelbaner, 04L/22R og 04R/22L.

Uden tværbanen kan flyselskaberne risikere, at lufthavnen må lukke helt for operationer i kortere eller længere tid. Det vil give flyselskaberne store forsinkelser og i værste fald tvinge dem til at omdirigere fly til andre lufthavne. Det vil betyde udgifter til forplejning, hoteller og lignende til de strandede passagerer.

Når vinden har lagt sig, skal flyselskaberne bruge tid og penge på at repositionere de fly og besætninger, som er havnet i andre lufthavne mens CPH har været lukket.

Flyselskaberne skal dog ikke forvente at kunne sende regningen for de udgifter, som en lukket lufthavn giver dem, videre til Københavns Lufthavn.

”Vi kommer ikke til at kompensere luftfartsselskaberne. Til gengæld har vi lagt en skarp plan for lufthavnens fremtidige drift, som vil bringe luftfartsselskabernes omkostninger ned,” understreger kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn, Henrik Peter Jørgensen.

Lukket i 2022
Fredag indsendte Københavns Lufthavn den formelle ansøgning om tilladelse til at lukke tværbanen til Trafik-, bygge- og boligstyrelsen. Det vil nemlig kræve en ændring af loven om Københavns Lufthavn, som blev lavet i 1992. CPH håber, at lovændringen kan vedtages af Folketinget i løbet af 2017. Herefter er det planen at tværbanen bliver lukket i 2022 og at de nye passagerarealer og gates kan tages i brug i 2024.

Lufthavnen ønsker at udnytte noget af den plads, som tværbanen i dag optager, til at udvide lufthavnen, så den kan håndtere 40 mio. passagerer om året. I 2016 forventes lufthavnen at have 29 mio. passagerer.

Københavns Lufthavns problem er, at man i 2024 løber tør for standpladser med det nuværende terminalanlæg og første etape af den nye Finger E. Så er der simpelthen ikke plads til at håndtere flyene. Men det vil der være, hvis man forlænger den nuværende Finger B markant og anlægger en selvstændig satellitterminal ud for Finger A på det område, som i dag anvendes til tværbanen.

Udvidelsen vil koste 20 mia. kroner samt øge antallet af standpladser fra 78 i dag til 124. Desuden vil standpladsarealet blive mere end fordoblet fra 850.000 kvadratmeter til 1,9 mio. kvadratmeter.

Ekstra sikkerhedskontrol
For uden de to nye terminalbygninger, så er det planen at udvide det område, hvor flyene bliver afiset om vinteren, samt bygge en ny såkaldt bagagefabrik vest for Terminal 2 til at håndtere de mange nye passagerers kufferter. Desuden kigger lufthavnen på at udvide den eksisterende sikkerhedskontrol – mere end man allerede er i gang med – samt anlægge en ekstra sikkerhedskontrol i stueetagen under den nuværende kontrol.

Københavns Lufthavn har allerede gang i en række andre udvidelsesprojekter. I 2017 tages en 1800 kvadratmeter stor udvidelse af den centrale sikkerhedskontrol i brug. I 2018 skal en udvidelse af terminalområdet airside mellem Finger B og Finger A stå færdig. Og i 2019 tages første etape af den nye Finger E i brug. Endelig så er det planen at renovere og ombygge Terminal 3 på landside og lave en gang, der kan føre passagerer direkte fra metrostationen til sikkerhedskontrollen, så de ikke skal ned på gulvet i Terminal 3 og op igen.

 

 

1.000 operationer vil blive berørt
Københavns Lufthavn har analyseret mere end en million starter og landinger fra juli 2010 til juli 2014 for at finde frem til hvor meget en lukning af tværbanen vil påvirke flyoperationerne.Analysen viser, at 98 procent af alle operationer i den firårig periode er blevet gennemført på parallelbanerne, mens kun to procent af starterne og landingerne er foregået på bane 12/30. Nogle af de operationer har været afviklet på banerne fordi det har været mest bekvemmeligt af hensyn til tid, penge eller miljø. Kun 0,4 procent af alle de analyserede starter og landinger er foregået på bane 12/30, fordi det har været nødvendigt.Med 255.000 operationer om året svarer det til godt 1.000 operationer, som vil blive berørt af en tværbanelukning. Det er dog ikke ensbetydende med at alle de landende fly skulle have søgt til andre lufthavne.For det første ændrer vinden ofte styrke og retning under kraftige storme. Det er derfor ofte kun i kortere perioder, at vinden er så kraftig og kommer fra de retninger, der gør, at tværbanen er eneste landingsmulighed. I løbet af den 4-årige periode, som lufthavnen har analyseret, var der 47 tilfælde med mere end 25 knobs sidevind. I 17 af tilfældene varede det mindre end en time.Ud af de resterende 30 tilfælde var 24 af dem med sidevind over 35 knob. Det er her, det begynder at blive kritisk for de fleste flytyper. I 10 af de 24 tilfælde varede det mindre end en time. Så kun 14 gange på fire år har sidevind været kraftigere end 35 knob i mere end en time ad gangen, viser lufthavnens analyser.
Punktlighed fortsat den højeste
Lufthavnen vurderer, at en manglende tværbane ville have givet forsinkelser på mellem 15 minutter og en time for 45 procent af de omkring 1.000 operationer, hvis de ikke kunne have brugt tværbanen. 20 procent ville opleve forsinkelser på mellem en og to timer, mens 11 procent ville blive mellem to og tre timer forsinket. De resterende 24 procent af de 1.000 operationer ville være blevet mere end tre timer forsinket, hvis de ikke havde tværbanen til rådighed.Ifølge Københavns Lufthavns beregninger, så vil lufthavnens punktlighed falde 0,5 procentpoint fra 88,5 procent til 88,0 procent, hvis tværbanen lukkes. Det vil fortsat være den højeste i verden blandt sammenlignelige lufthavne. Og det vil være højere end i eksempelvis Oslo Gardermoen og Stockholm Arlanda, hvor punktligheden set over et helt år er på henholdsvis 85,5 og 84,2 procent.68 procent af alle støjklager, som Københavns Lufthavn får fra sine naboer, handler om tværbanen. Især når bane 12 bruges til landinger eller når bane 30 bruges til starter. Så kommer flyene lavt henover tætbebyggede dele af Amager og Københavns indre by.

 

 

Relaterede artikler:

Her er alternativerne til tværbane-lukning

17 nye langdistanceruter ved udbygning af CPH

CPH: Plads til passagerfordobling med tværbane-lukning

CPH tier om omfanget af tværbane-operationer

Tværbanen i CPH flittigt brugt i søndags

CPH viste udvidelsesplan frem

CPH præsenterer sin plan for fremtiden