- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

CPH kåret som europamester i ruteudvikling

Mandag aften var hele den europæiske luftfartsbranche samlet i Marseille til den europæiske ruteudviklingskonference, Routes Europe 2014.

Som det er tradition i forbindelse rutekonferencerne kåres de bedste lufthavne til markedsføring og ruteudvikling. Her har Københavns Lufthavn igennem de senere året høstet stor anerkendelse og fornemme resultater.

I oktober måned sidste år kunne CPH således hjembringe et trofæ fra World Routes 2013 i Las Vegas, hvor den danske hovedstadslufthavn kunne kåres som den bedste lufthavn i verden til ruteudvikling.

Mandag aften triumferede Københavns Lufthavn således ved årets europæiske ruteudviklingskonference i Marseille. CPH blev kåret som den bedste lufthavn i Europa til ruteudvikling i kategorien med lufthavne over 20 mio. passagerer årligt.

De nominerede lufthavne var Amsterdam-Schiphol, Barcelona El-Prat, Frankfurt Lufthavn, Moskva-Sheremetyevo, Fiumicino-Rom samt Københavns Lufthavn. Det var således i fornemt selskab, at prisen blev taget hjem.

Partnerskab frem for profitmaksimering
Hos Københavns Lufthavn er man særligt glade for, at det lykkedes at passere lufthavnene i Frankfurt og Amsterdam, der måtte tage til takke med de efterfølgende pladser.

“Det er de lufthavne, som vi gerne vil se os selv konkurrere imod. Det er repræsentanter fra flyselskaberne, der har shortlistet os, og i dommerpanelet sad flyselskabernes beslutningstagere omkring ruteudvikling,“ forklarer en stolt ruteudviklingschef, Ole Wieth Christensen, i telefonen fra Marseille.

Blandt flyselskaberne i dommerpanelet var der blandt andet repræsentanter fra easyJet, Finnair, WizzAir og Lufthansa-selskabet Air Dolomiti.

Dommerpanelet fremhævede i forbindelse med prisuddelingen, at det var lykkedes Københavns Lufthavn at udvikle og tiltrække trafik fra forskellige segmenter. Nye oversøiske ruter til San Francisco, Los Angeles og Fort Lauderdale blev fremhævet på linje med væksten på over 20 procent i 2013 hos CPH´s tre store lavprisflyselskaber.

“Vi forsøger at udvikle samarbejdet fra den traditionelle leverandør-kunde model til et partnerskab, hvor vi arbejder tæt sammen på at få tingene til at fungere. Prisen er en anerkendelse af vores indsats for at skabe en fælles succes. Det handler ikke om kortsigtet profitmaksimering,“ understreger CPH´s ruteudviklingschef.