- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

CPH-passagerchef: Mød velforberedt op i lufthavnen

Der er stadig krav om mundbind i lufthavne og ombord på flyene. Københavns Lufthavn anbefaler, at man printer sine dokumenter og væbner sig med tålmodighed.

Antallet af rejsende vokser med flere tusinde hver uge i Københavns Lufthavn, men der er stadig er langt til sommeren 2019, hvor der i juli dagligt var 100.000 rejsende igennem terminalerne. I år forventes der 30-45.000 dagligt.

Selvom tingene begynder at ligne sig selv, er alt ikke som det plejer i lufthavnen. Der skal stadig bæres mundbind i terminaler og i fly i hele Europa.  Derudover skal man som rejsende huske at printe al dokumentation hjemmefra og i øvrigt væbne sig med tålmodighed.

”Der er i år tre vigtige huskeregler: Forberedelse, forberedelse og forberedelse,” siger passagerchef Susanne Rose Plum fra Københavns Lufthavn.

Passagerchef Susanne Rose Plum fra Københavns Lufthavn

”Man skal møde velforberedt op i lufthavnen. Det vil sige, at man har undersøgt, hvilke krav der er på rejsemålet og hos flyselskabet. Det er også vigtigt at få printet alle relevante dokumenter, også selvom man har et coronapas på telefonen,” lyder rådet fra passagerchefen.

Stadig krav om mundbind
Mens danskerne de fleste steder har lagt mundbindet, skal det stadig med på rejsen. Københavns Lufthavn følger anbefalingerne fra EASA, EU’s agentur for luftfartsikkerhed. Det betyder der er krav om mundbind i alle EU-lufthavne og hos stort set alle flyselskaber.

Går turen forbi et af de mange genåbnede serveringssteder i lufthavnen, er det ok at lægge mundbindet, når man spiser eller drikker. I dag er en næsten en tredjedel af stederne genåbnet.

Man skal forvente, at det tager længere tid at tjekke ind. Derfor er der ekstra personale, som i køen tjekker dokumenter, så det går så hurtigt som muligt.

Husk tålmodigheden
”Kort sagt, skal man huske at pakke ekstra tålmodighed med på sommerrejsen, hvor der kan være ekstra ventetid. Vi kan til gengæld love, at vi gør alt, hvad vi kan, for at det bliver en så god oplevelse som muligt,” siger Susanne Rose Plum.

Selvom langt de fleste EU- og Schengenlande i dag er klar til turister og forretningsrejsende, er det stadig vigtigt at orientere sig om de forskellige coronaregler, der kan være fra land til land – og hos de forskellige flyselskaber.

Som det eneste flyselskab indtil videre tilbyder SAS, at man på flere af selskabets afgange kan registrere alle sine rejsedokumenter og coronapas hjemmefra på et digitalt Travel Ready Center, og dermed tjekke ind før man tager i lufthavnen.

I det hele taget er det en god ide, at man tjekker reglerne hos det flyselskab, man har købt billet hos. Samtidig er det vigtigt at tjekke de eksisterende rejseregler på blandt andet www.covidtravelrules.dk og coronasmitte.dk.

Kys og kram udenfor
Anderledes denne sommer er også afsked og velkomst for familie og venner.  Københavns Lufthavn følger retningslinjerne fra EASA om, at kun rejsende og personale må opholde sig i terminalerne. Derfor skal der i år vinkes og krammes udenfor ved taxaholdepladsen eller på det nye lufthavnstorv.

 

Relaterede artikler:

Passagervækst på over 40 procent i CPH

Størst fremgang i CPH blandt nordiske storlufthavne

Fortsat under 5.000 passagerer om dagen i CPH