- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

CPH: Tranferservice en glimrende idé

Københavns Lufthavn vil nu revurdere muligheden for at implementere en tranferservice mellem flyselskaber, der ikke har en såkaldt interline-aftale.

Implementeringen af transferservices i større europæiske lufthavne som London-Gatwick og Milano-Malpensa får nu Københavns Lufthavn til at se nærmere på muligheden for at implementere en tilsvarende service i den danske hovedstadslufthavn.

I Milano-Malpensa lufthavnen har lufthavnsoperatøren SEA Group siden 2011 haft et produkt kaldet “Via Milano“, hvor det er muligt for flypassagererne at få overført bagage mellem flyselskaber, der ikke har en interline-aftale. Det samme er tilfældet i Gatwick Lufthavn i London, hvor en tilsvarende service blev implementeret i foråret under navnet “Gatwick Connect“.

Københavns Lufthavn har hidtil afvist at overveje en tilsvarende løsning under hensyntagen til EU-regler. Blandt andet på baggrund af kritik fra Danfoss-ejeren Jørgen Mads Clausen, der er formand for Sønderborg Lufthavn og økonomisk understøtter indenrigsflyselskabet Alsie Express, har København Lufthavn nu besluttet at vurdere mulighederne på ny.

”Vores mål er at give vores passagerer den bedst mulige oplevelse i CPH, herunder naturligvis den nemmeste rejse gennem lufthavnen. Det gælder selvfølgelig også for vores transferservices. Vi synes således også, at en transferservice er en glimrende idé, som vi også selv tidligere har arbejdet med, fordi den vil kunne forbedre rejseoplevelsen. Der er bare nogle konkrete udfordringer, der skal løses, hvis det skal kunne lade sig gøre. De mulige løsninger er desværre ikke så simple, som det nok kan virke set udefra,“ siger pressechef Søren Hedegaard Nielsen fra Københavns Lufthavn til CHECK-IN.dk.

EU-lovgivning i vejen
Udfordringerne handler om to ting. De regulatoriske forhold samt enighed blandt de flyselskaber, der indgår i takstforhandlingerne i Københavns Lufthavn. Her skal CPH tage flyselskaber med en markedsandel over fem procent med på råd samt de selskaber, der har base i Københavns Lufthavn. Der vil i givet fald være tale om SAS, Norwegian og easyJet samt charterflyselskaberne Thomas Cook Airlines Scandinavia og Primera Air.

”Vores jurister har undersøgt spørgsmålet, og på baggrund af den gældende EU-regulering og danske regler kan CPH ikke tilbyde denne service gratis, fordi vi dermed vil komme til at lade den øvrige lufthavnsdrift betale for en handling-aktivitet. Og vi må ikke foretage en sådan krydssubsidiering,“ understreger pressechefen.

Den EU-lovgivning som lufthavnen henviser til, er “direktivet af 15. oktober 1996 om adgang til ground handling-markedet i Fællesskabets lufthavne“. Heraf fremgår af artikel 4 (1), at “en lufthavns forvaltningsorgan samt brugere eller leverandører, der leverer ground handling-ydelser, skal foretage en streng, regnskabsmæssig adskillelse efter gældende forretningspraksis af de aktiviteter, der er forbundet med levering af disse tjenesteydelser, og deres øvrige aktiviteter.“ Det betyder, at CPH principielt skal oprette et separat handlingselskab, der skal operere på forretningsmæssige vilkår på lige fod med lufthavnens øvrige handlingselskaber.

Del af infrastrukturen
De løsninger, der indtil videre er implementeret i lufthavnene i London og Milano, er naturligvis også underlagt EU-bestemmelserne. Men implementeringen af EU-direktivet i de nationale lovgivninger kan have givet mulighed for, at lufthavnene har fundet et smuthul i lovgivningen. Alternativt har de respektive lufthavnsoperatører valgt at gøre ydelsen til en del af lufthavnens infrastruktur, således at den er omfattet af de takster, som flyselskaberne betaler.

Derfor vil København Lufthavn eventuelt vurdere, hvorvidt en transferservice kan blive en del af lufthavnens infrastruktur, som flyselskaberne fremover skal betale for. Forhandlingerne om nye takster igangsættes i foråret 2014, hvorfor tidspunktet er passende.

”En dialog med flyselskaber og myndigheder kan afgøre, hvorvidt ydelsen eventuelt kan gøres til en del af lufthavnens infrastruktur. Det vil dog kræve accept fra både flyselskaber og myndigheder for at kunne gennemføres.”

Kan skabe passagervækst
På baggrund af lufthavnens “World Class Hub“ strategi vil det ikke være fjernt for CPH at overveje en transferservice for flyselskaber, hvor der ikke er interline-aftale. Københavns Lufthavn har truffet et strategisk valg om at betjene lavprisflyselskaber og netværksselskaber fra samme infrastruktur, og for at kunne få optimalt udbytte heraf, vil det kun være naturligt at sikre, at der kan skabes endnu flere flyforbindelser i hubbet ved at kunne kombinere flyrejser mellem netværksselskaber og lavprisflyselskaber.

Netop dette udgangspunkt har man i Milano-Malpensa og London-Gatwick. I Malpensa er lufthavnen opdelt i to terminaler, henholdsvis 1 og 2. Fra terminal 1 håndteres alle netværksselskaberne, mens lavprisflyselskaberne skal benytte terminal 2. Indtil videre er det kun easyJet, der benytter terminal 2. I Københavns Lufthavn har man en opdeling, hvor easyJet som eneste flyselskab benytter lavprisfingeren CPH Go, mens de øvrige netværks- og lavprisflyselskaber opererer fra hovedinfrastrukturen i lufthavnens tre terminaler.

I Milano har man siden 2011 kunnet udvide antallet af flyforbindelser fra 2.000 til 3.800 ved at kombinere netværks- og lavprisflyselskabernes samlede ruteudbud. I en kort forsøgsperiode på fire måneder blev der håndteret 2.400 passagerer og 1.300 stykker bagage gennem konceptet, der efter den endelige lancering blev øget til 70.000 nye transferpassagerer i løbet af de første måneder.

ViaMilano transferservice giver udover den gratis bagageservice adgang til gratis wi-fi, fast track samt rabat på køb i lufthavnens forretninger samt specialpris på lounge-adgange. Herudover er der indbygget en forsikring, således at rejsende er dækket, hvis man mister flyforbindelsen og rejser på to separate billetter. Forsikringen dækker i alle de tilfælde, hvor den rejsende har sikret sig minimum 90 minutters forbindelsestid indenfor samme terminal eller 100 minutter mellem terminalerne. Mister man sin forbindelse får man dækket omkostninger til en ny flybillet samt eventuelle måltider ved ventetid. Betyder forsinkelsen, at man må overnatte på hotel er dette også dækket sammen med taxa fra lufthavnen til hotel og retur igen. Tilbuddet er gratis for flypassagerne og finansieres af lufthavnsoperatøren SEA Group.