- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

CPH tyvstarter Folkemødet

På en normal torsdag i sommerperioden er der otte afgange fra Københavns Lufthavn til Bornholm, men når Folkemødet i denne uge løber af stablen er der sat ekstra kapacitet ind. Alene på Folkemødets første dag, på torsdag den 16. juni, er der hele 22 afgange med plads til flere end 2.500 passagerer. Men allerede i dag onsdag begynder rejseaktiviteten med godt 1.000 passagerer.

I løbet af folkemødets fire dage forventer Københavns Lufthavn godt 10.000 rejsende tur/retur mellem København og Bornholm. I alt forventes op mod 80.000 mennesker at deltage i demokratifestivalen på Bornholm.

Tyvstarte på diskussioner
For at give de mange rejsende en god start på Folkemødet har Københavns Lufthavn og folkemødesekretariatet samarbejdet om at lave et folkemødeområde ved gates’ene A11 til A17 i Københavns Lufthavn, hvor alle afgange og ankomster til og fra Bornholm samles. Her vil der på udvalgte tidspunkter blive serveret kaffe. Der vil komme musikalske indslag og være mulighed for afslapning inden rejsen går mod Bornholm.

”Området er indrettet med caféborde og loungeområde, hvor man enten kan forberede sig på debatterne eller måske tyvstarte på diskussionerne sammen med de andre rejsende,” forklarer Henrik Peter Jørgensen, der er kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn.

Torsdag spiller ”Copenhagen Jazztrio” i folkemødeområdet fra kl. 11.00 til 12.30, mens ”Det danske pigekor” synger fra 18.00 til 19.00. Fredag optræder en violinist og en cellist fra 6.45 til 8.00, mens ”Copenhagen Jazztrio” går på igen fredag fra 10.00 til 11.30.

Flytte folkemødestemning til lufthavnen
Arrangørerne bag Folkemødet er glade for folkemødeområdet og muligheden for at møde folkemødedeltagerne allerede inden de lander på Bornholm:

”Mange af vores deltagere flyver til og fra Bornholm i dagene under Folkemødet, og derfor er vi selvfølgelig glade for, at der til lejligheden bliver gjort lidt ekstra ud af det. Idéen er, at vi flytter lidt af den særlige folkemødestemning til lufthavnen, og at der både vil være mulighed for afslapning og for at tyvstarte på debatterne. Forhåbentligt tager deltagerne godt imod initiativet,” uddyber folkemødets festivalleder Jette Lykke.

En af de helt store rejsedage
Er man i tvivl om, hvordan man finder folkemødeområdet, er der ingen grund til at fortvivle. Lufthavnen har opstillet særlig skiltning, der viser de rejsende vej fra sikkerhedskontrollen og direkte til de udvalgte Folkemøde-gates i Finger A.

Lufthavnen opfordrer Folkemøde-deltagerne til at komme i god tid:

”Folkemødet falder sammen med nogle af de helt store rejsedage, hvor vi forventer at flere end 100.000 rejser gennem lufthavnen alene på torsdag. Derfor er det vigtigt, at man forbereder sig godt hjemmefra og eksempelvis pakker sin håndbagage rigtigt og kommer i god tid,” siger Henrik Peter Jørgensen.

Ruten mellem CPH og Bornholms Lufthavn betjenes til daglig af Danish Air Transport. Fredag går SAS dog ind på ruten med en enkel returflyvning med et særligt “folkemødefly”. Om formiddagen går turen mod solskinsøen og sent fredag aften er der hjemrejse.

 

Relaterede artikler:

Flysimulator og autocamper på Folkemødet

SAS vender tilbage til Bornholm